Teaching is Tricky

Organisacious-kulturascious

2009-03-10T17:06:00.002+01:00

Nu står tasken klar til næste pædagogikum-kursus (og jeg fortryder endnu en gang, at jeg aldrig fik købt den lille smarte weekendkuffert på hjul, for bøgerne er TUNGE). Denne gang er det på SDU i Odense og titlen er evaluering, organisationskultur og skoleudvikling. Jeg ved ikke, om det får dit pis i kog, men det gør altså ikke det store for mig. Mildt sagt. Jeg sag hjemme og læste i går formiddags, og det er længe siden, jeg har haft brug for så mange overspringshandlinger. Der blev vasket op, tjekket Facebook ca. 37 gange og så sendt mails til min redaktør om dumme Jamie Oliver, som har forbudt mig at bruge et interview med ham i On Purpose. OK, han bliver fremstillet virkelig usympatisk, men det havde været perfekt til at vise ethos kontra persona. Det er en længere historie, men det korte af den lange er, at jeg nu bruger et interview fra Der Spiegel med Arnold Schwarzenegger. Hans ehtos clasher måske også en smule med den miljøbevidste persona, han forsøger at skabe: 'I had General Motors customize one of them into a hydrogen Hummer.' Lagde I mærke til one of them? The guy has several...!

Men det bliver jo dejligt at komme afsted på kursus i det hele taget. Og når jeg så kommer hjem, skal vi have internt engelsklærerkusus på skolen. Det er som oftest lig masser af sladder, hygge og te - og et ordentligt skudt relevant stof, som er lige til at bruge i hverdagen. Ugen efter står den så på kursus på DPU i Classroom Management. Det er med det gode firkløver: Agenten, Vejlederen (aka. Agent II) og den anden pædagogikumkandidat: Kemikeren. To måneder efter drager vi fire til Odense, hvor vi skal på kursus i Cooperative Learning. Jeg vil gerne forklare de to ting (CM og CL) - men det bliver ikke nu. Jeg skal liiige læse et kapitel til i Towelhead, som er rasende sjov! Kan absolut anbefales, hvis man kan lide romaner om teenagepiger med en irsk mor og libanesisk far (de er skilte), som (altså piger) sendes over til at bo hos faren, fordi moren ikke kan styre hende. Hun er ved at opdage, at der sker noget sjovt, hvis hun klemmer benene hårdt sammen og med den viden går hun på opdagelse i kvarteret. Til farens store fortrydelse; han holder sin datter i kort, kort snor, mens han selv forsøger at finde ud af, om han er amerikaner (han vil godt selv date) eller libaneser (han må godt slå sin datter). Siger du, at der da ikke findes mange bøger af den her slags? Nå, men så må du jo bare læse præcis den her!

Ciao

hvad skal jeg blogge om i dag?

2009-02-19T21:15:00.002+01:00

Jeg sidder her, alene hjemme med fjernsynet kørende, og vil gerne skrive et blogindlæg. Jeg har siddet og tænkt på gode titler. Citater fra Macbeth, som jeg læser i min vejleders klasse for tiden. 'Tomorrow, and tomorrow, and tomorrow.' (det kunne være om personalefesten i morgen, men det er ikke interessant på sådan en faglig blog) 'Fill me from the crown to the toe, top-full of direst cruelty' (så ond en lærerinde er jeg jo heller ikke) 'Come ye spirits, un-sex me here!' (Nej, det vil jeg jo faktisk ikke, at de gør!!) Jeg kunne jo også bare skrive om, hvor fantastisk det har været at se min vejleder undervise i Shakespeare, og hvordan jeg står og citerer Lady Macbeth i badet om morgenen. Og hvordan jeg bliver virkelig sur og skuffet og fornærmet og vred når Darcy siger, at han ville kede sig bravt i samme timer. Det ved han jo ikke en skid om, vel?!

Jeg kunne også lave en overskrift som web-spasser, part II og skrive om, hvordan Gøgleren var her og hjalp mig med hjemmesiden. Han brugte ca. 15 ord i minuttet, som jeg ikke kendte: (og her prøver jeg at komme i tanke om nogle af dem, men de er af gode grunde smuttet igen...) Til gengæld kunne jeg så instruere ham i Mac: 'For satan, hvor forsvandt vinduet nu hen?' Siden er langt fra færdig, og jeg må indse - eller rettere sagt: Jeg er blevet mindet om, hvor dårlig jeg er til at beslutte mig om de mindste detaljer:

Gøgleren: HVordan vil du gerne have at den ser ud?
Mig: øh.... Det ved jeg ikke...
Gøgleren: OK, jeg ville vælge den her, hvis jeg var dig.
Mig: Jeps, så snupper vi den!

Men jeg kan alligevel ikke helt finde ud af, hvad denne post skal være om - og det er en dårlig ide at arbejde i elocutio-fasen inden man overhovedet ved, om man har noget at sige. Så: God weekend, når I når til den!

19

2009-02-10T15:42:00.003+01:00

Vinterferien er i fuld gang, og jeg har lavet et forsæt om at lave+spise god mad, drikke god vin, slappe af og snakke mest muligt om alt andet end undervisning. Indtil videre er det blevet til lange gåture, et glas rødvin og... Nå, nej, forkert genre. Det er ikke en kontaktannonce, jeg skal skrive.

Undskyld, hvis jeg er lidt forvirret. Jeg har lige været tre timer i kurbad, så jeg er helt mat i koderne (og har den blødeste hud, men det er en helt anden sag, der vist ikke hører sig til her!).

Tallet i overskriften hentyder til det antal elever, jeg skal have på næste års retorik-valghold. Det gør mig glad i låget!!!! Jeg havde frygtet, at vi ikke kom op over de syv, der skal til for at holdet oprettes. Men 19!! Det er et rigtig pænt valghold, det er.

I går ringede Jyden og fortalte om livets gang som universitetsunderviser på Århus Uni, og vi fik en god snak om, hvad retorik i gymnasiet egentlig er, hvad eleverne kan lære, og hvad den gode retorikundervisning indebærer. Hun skal holde kursus for gymnasielærere om netop det emne og skulle lige høre, hvad jeg kunne byde ind med. (Hold da op, sneen tager til derude! Godt jeg ikke skal cykle så langt, når jeg skal til middag hos Pressechefen i aften) Vi blev enige om, Jyden og jeg, at retorik: Er alment dannende i allerhøjeste grad (når man ser dannelse som kritisk reflektion), eleverne bliver bedre til at skrive, bedre til at gå til eksamen og bedre til genrekendskab og -analyse. I det hele taget bliver de jo bare bedre mennesker. Konkluderede vi og var tavse i tre sekunder, før en af os sagde (jeg husker ikke hvem): 'Ja, vi er jo lidt religiøse. Gid alle andre også ville se lyset.' (Citationstegnene er faktisk ikke fair, for jeg kan sgu ikke huske de præcise ord. Du må nøjes med et pseudocitat.) Og det er jo ikke første gang, vi taler om retorik på den måde og få er ikke de gange, hvor jeg har fået at vide: 'Jamen, så er I da også helt utroligt idealistiske, hvis I retorikere ser verden på den måde!' Jaah, det er vi nok. 'Og,' sagde den lille 4-årige pige med hænderne i siden, 'hva' så?'

Web-site-spasser

2009-01-28T18:22:00.002+01:00

Mit hoved er ved at eksplodere! Nu har jeg i 29 minutter forsøgt at forstå, hvordan jeg får en Wordpress-skabelon op på min nye hjemmeside på sagprosa.dk, og det funker bare ikke! For min udbyder arbejder da kun sammen med PC! Så hver gang, jeg trykker på et eller anden i menuen, der åbner et pop-up-vindue, står der 'Beklager. Denne service virker kun på Internet Explorer version lort.lort.' Ok, det var måske lidt lavt med det fækale, men jeg er sur. Virkelig sur. Og frustreret. Og jeg føler mig dum. Virkelig dum.

Så lad være med at gå ind på min hjemmeside lige foreløbig - der står bare navnet på den udbyder, som jeg bestemt ikke er tilfreds med so far. Hrmph!

Obama

2009-01-21T09:32:00.004+01:00

Jeg er på vej på kursus - teo-pæd 3 - så jeg kan ikke nå at kommentere på Obamas inaugural. Jeg har allerede sms'et lidt med Pressechefen og Gøgleren, og indtil videre er vi ikke enige. Gøgleren er mere skeptisk end os andre. Kan det mon have noget at gøre med, at familien Obama er så superlækre, at selv hærdede kvindelige retorikere bare sidder og savler og tænker wow, I want her dress. I want her gloves. And I kinda want her husband. Nej, det kan det bestemt ikke, for Pressechefen og jeg er jo professionelle og har i øvrigt begge dejlige kærester.

Indtil jeg får læst talen og kan kommentere den rigtigt, vil jeg bare sige én ting, han gjorde godt: I stedet for at tale meget til/om de sorte og derved gøre dem til en selvstændign second persona, taler Obama om, hvordan alle amerikanere i tidens løb har arbejdet hårdt, været slaver og knoklet, knoklet, knoklet. De sorte føler, at han taler direkte om deres slid, men også de hvide føler, at han taler om deres forfædre. På den måde taler han de sorte ind i den fællesamerikanske historie, så vi får én historie i stedet for to parallelle: En angelsaksisk og en afroamerikansk. Og først til sidst nævner han så elefanten, som alle alligevel tænker på: Min far ville ikke blive betjent på en hvid diner, men her står jeg.

Hvad synes I?

På med jakken og til Karslunde. Der kommer mere.

Faglig ferie /sommerferiejob

2009-01-19T20:58:00.002+01:00

Nu er første ferie/sommerferiejob planlagt: Jeg skal på fagligt kursus i London i en uge i juli med min jyske (med stort jåj) studie/årsvikarsbuddy, som i år er på Efterslægten. (Hmm, hun skal også have et kaldenavn herinde. Hvad skal vi kalde hende? Historielærerinden, tror jeg) Jeg får allerede kriller i maven af at læse programmet: nyere britisk litteratur, using poetry in the classroom, en tur på The Globe, undervisning i creative writing og meget, meget mere!

Og det bedste: Ingeniørens lillebror læser i London i år, men han skal tilfældigvis hjem og høre Metallica lige præcis den uge, vi er derovre. Så vi kan da bo i hans studio i Kensington... Han er selvfølgelig også godt på vej til at blive ingeniør, så der er fysikbøger overalt, siger han, men who cares? We're going to London, we're going to London...!

Og på onsdag skal jeg på teo-pæd 3-kursus i Karlsunde. Tre dage med hyggeligt samvær med de andre, fri slush-ice, kæmpe frokostbuffet og et badeværelse, der er dobbelt så stort som her på Duevej. Jo, det er altså meget fedt at være i pædagogikum! Nårh, jo, det faglige er også meget godt...

BTW

2009-01-14T10:42:00.003+01:00

Rektor: Nanna, jeg skal gøre det kort. [...]Når du er færdig med pædagogikum, vil vi rigtig gerne ansætte dig.

Mig: Jeg vil også rigtig gerne ansættes.

Rektor: Det er jo frem for alt en hensigtserklæring. Jeg øh..

Mig: Ja, jeg kan ikke komme løbende efter dig med en advokat, hvis det ikke bliver til noget.

Rektor: Nej, men der skal falde et godt stykke ned af himlen for at det ikke bliver til noget.

Mig: Tak, det er jeg glad for. Vi skal vel også snakke om, hvordan vi skal bruge retorik ud over som valgfag?

Rektor: Ja, det skal vi i hvert fald. Vi holder et møde snart. [...]

Always the goodie girl

2009-01-14T10:17:00.002+01:00

Jeg kan ikke forstå, hvorfor jeg i lang tid ikke har haft noget, jeg gad skrive om. Lige nu synes jeg, emnerne vælter ind over hinanden. I dag vil jeg fx skrive om 1) mit (lidt for) utroligt veludviklede samvittighedsgen, 2) min kursusvirksomhed og 3) lidt om fobier (men det bliver mest for at skrive lidt sjovt til sidst, så I tænker, at I er nødt til at vende tilbage til Frk. Flindt...) Så kan du jo vælge at scrolle direkte ned til fobierne, hvis de andre emner ikke trækker så voldsomt i overjeg'et.

Efter et efterår, hvor jeg mødte kl 08 fire dage om ugen har jeg i dette forår vundet i skemalotteriet (undskyld klichéen), for jeg har kun timer mellem 10 og 14. Det er sådan et skema gymnasielærere kan gå i årevis og sukke efter. Især, hvis man underviser i valgfag, der altid ligger i ydermoduler. Men appelsinen er endnu en gang faldet ned i min turban(undskyld, men klichéerne står i kø her på Duevej, så jeg kan lige så godt få brugt nogle af dem med det samme), og især her i januar er det jo dejligt at slippe for at skulle afsted kl 07. Skulle man tro. For effekten på mig: Dagligt dårlig samvittighed over ikke at komme tidligt op og lave noget med det samme. Eller, jeg står da nogenlunde tidligt op og får som regel arbejdet en time inden jeg så kører kl 09 for at være i Stenløse 09:45. Alligevel er der noget, der nager i baghovedet. Evige Miss Goodie Girl får dæleme dårlig samvittighed over... ja, over hvad egentlig? Det er da neurotisk og pessimistisk om noget. I går forsøgte jeg at visualisere mig ud af det. For mig så jeg fem-seks af fyrene fra pædagogikumkurserne og tænkte på, hvad de ville gøre, hvis de først skulle møde kl 10. Jeg tror, at de mageligt ville sove til kvart over 8, drikke en kop kaffe og daske ned til toget, lykkelige for at gøre det eneste, man har lyst til i januar: At sove længe. Ja, de vil endda slet ikke føle, at de har sovet længe! Eller hvad tror I?

Nå, så var der min kursusvirksomhed. Nu har jeg holdt mit første kursus, som jeg selv har aftalt, selv har plangt osv uden hjælp fra Engelsklærerforeningen og ikke mindst min agent. Jeg vil på forhånd advare om selvfedhed i dette afsnit, så hvis du har svært ved det, kære læser, er det helt i orden, at du scroller ned til fobi-afsnittet! En fyr fra pædagogikum kom forbi og sagde hej og spurgte, om det da ikkevar mærkeligt at undervise gymnasielærere. Næ, det er ikke så anderledes end at undervise eleverne.. Fx var der to - mandlige - dansklærere, der levede op til myten om den fallosfikserede dansklærer. De fik lynhurtigt brugt topik og Christian Kock som inventio til en tegning af to mandlige aflange legemsdelene (det fanger mine kloge læsere, er jeg sikker på) og en fodnote: Se Kock.
Men hvor bliver det selvfede af? spørger du måske. Her: I går fik jeg en mail fra
engelsklæreren fra Frk.Borg Gym, som bestilte kurset hos mig. Hun havde været med på det kursus, jeg holdt på Stenløse, og ville gerne have mig til Hillerød og holde samme kursus for både engelsk- og dansklærere. Og hun sagde, at der var enighed om, at de aldrig havde haft et kursus, de havde fået så meget ud af. Vi lader den lige stå et øjeblik, mens jeg nyder det.

Tak, Mutti, for fobi-link! Der er vist noget i vejen med websitet, linkene er i hvert fald ikke aktive på min computer, så jeg kan ikke se de græske navne, men bare de danske er sjove nok: fobi for højre side af kroppen, fobi for mænd, fobi for viden, hollændere og ikke mindst tåge (de har et problem lige i dag!). Til alle jer, der ikke så Muttis kommentar; tjek siden ud her.

OK, så får I da en historie...

2009-01-09T15:20:00.002+01:00

Darcy sidder egentlig og er utålmodig, fordi vi skal ind til byen og gøre noget, i hvert fald jeg ikke er særligt glad for - men som jeg gør tit og ofte: Bytte de sidste julegaver. Hvad er det nu fobien hedder, hvor man ikke bryder sig om mange mennesker på ét sted? Fx Tivoli i december, lufthavnen i juli og Købmagergade kl 17?

Men jeg vil nu alligevel godt lige fortælle om min nye hjemmeside, som jeg skal designe i weekenden. Når nu min bog udkommer til maj (ja, den er forsinket igen, igen, og den historie kan I få en anden dag. Det er absolut ikke glamorøst at være fagbogsforfatter, skulle jeg hilse og sige.), vil jeg gerne have, at der på bagsiden er en web-adresse, fordi... Come on, det skal man jo have! Jeg vil gerne have, at de på hjemmesiden kan læse om de kurser, jeg holder (stjernekurset hedder Bliv Bedre til Non-fiction), se hvem jeg egentlig er (Guud, er hun så ung?!) og især, hvor jeg kan lægge flere opgaver ud til teksterne.

I lang tid overvejede jeg, hvilket domæne, jeg skulle købe. (Og det har jeg så haft laaang tid til, fordi bogen bliver udskudt igen og igen og.) frkflindt.dk? nannaquist.dk? nannaflindt? retorisklaesning.dk? retoriskanalyse? gymnasieretorik.dk? Den skulle ikke være på engelsk, for jeg får også efterspørgsler på mit kursus af dansk-, fransk- og tysk-lærere. På den anden side kommer jeg nok ikke til at lave noget andet end om sagprosa lige foreløbigt, fordi der virkelig er et stort videnshul. Og tænk dig! sagprosa.dk var ledigt! Det havde jeg alligevel ikke troet. Så det nappede jeg og skal nu beslutte, om jeg vil bruge iWeb (jeg er jo Mac-bruger) eller hvad. Gode råd modtages med kyshånd - i hvert fald indtil jeg får ringet til Gøgleren og plaget ham.

Og en lille historie til: I dag har jeg prøvet at sælge retorik som valgfag til skolens valgfagsbazar. Hmm, i første runde var de sgu ikke særligt begejstrede for idéen. Altså, jeg er sgu lidt skuffet u, for jeg havde glædet mig rigtig meget til at høre om det her, men du får det bare til at lyde som udvidet dansk med analyse af tekster, tekster, tekster. F..., det var jo ikke meningen.(Pardon my French, men det tænkte jeg altså) Dårlig retoriker, dåårlig retoriker! Men næste hold var mere begejstrede (det hjalp, at jeg nævnte navnet Obama et par gange...), og de klappede ligefrem, da min 20 minutters session var ovre. Der var i hvert fald fem, til tilkendegav, at de ville vælge det. Jeg tror nok, at der skal 10 til et hold, så jeg krydser fingre! Det er virkelig svært at skulle få faget til at lyde som det fedeste i verden på 20 minutter samtidig med, at jeg ikke vil love dem guld og grønne skove - og bruge ord, som de forstår. Det kan ikke nytte noget at tale alt for meget om exigence, sponsorshipeffect og actio.

Nu kalder Dacry - vi skal ind til byen og sno os uden om dem alle sammen. God weekend!

Jeg kryber langs tastaturet...

2009-01-06T19:53:00.002+01:00

...fordi jeg er lidt flov over, hvor længe siden det er, siden jeg sidst har skrevet. Jeg har faktisk haft lyst til at skrive, siden Anonymous spurgte mig, om bloggen var hele nede eller hvad. Nej. Jo. Jeg ved det ikke! Først havde jeg tænkt mig at skrive, at nej, selvfølgelig var den ikke det. Så indså jeg, at jo, den var jo helt nede. Til sidst var der gået så lang tid, at det virkede pinligt at svare. Det er ligesom ikke en af bloggens genrekonventioner, at man kan være flere uger, endsige måneder om at svare.

Det er nu ellers ikke fordi, jeg mangler ting at skrive om. Så hvorfor skriver jeg så sjældent? Den bedste undskyldning, jeg kan komme på nu, er 1) Jeg er flov over så mange gange, jeg efterhånden har sagt, at nu skal jeg nok skrive to gange om ugen. Jeg tror ikke på dén slags forhold, hvor man slår op og så kommer sammen igen. Mit valg af ord viser, hvilken aldersgruppe, jeg mener dén slags opførsel hører sig til. Hvorfor skulle jeg så gøre det samme med min blog? 2) Da jeg skrev speciale, fik jeg masser af opmuntrende oplæg, men efterhånden som bloggen blev mere og mere...Hmm, ja, mere og mere hvad?!...blev der længere og længere mellem kommentarerne. Da selv Mr. Darcy holdt op med at kommentere, vidste jeg, at den var gal.

Så: Kan vi ikke lave en deal? Hvis jeg får 5 kommentarer på dette indlæg, er der stadig en håndfuld læsere derude, og så gider jeg godt skrive videre? No strings attached - jeg skal aldrig kræve kommentarer igen (før næste gang, jeg bliver suicidal).

Hvis vi fortsætter, kan I både få lov til at høre om, hvordan de udbyder retorik på mit gymnasium (yipiii!!!!), hvilket betyder, at de jo nok fastansætter mig (endnu mere yipiii!!!!!). I kan høre om, hvordan jeg i morgen skal holde kursus for både engelsk- og dansklærere på Frederiksborg Gymnasium (det bliver sjovt!), hvordan jeg netop har købt domænet sagprosa.dk (hvordan kan det stadig være ledigt?! - hjemmesiden er ikke lavet endnu, så jeg kan ikke linke dertil. Og jeg håber at få hjælp fra Gøgleren, som er mere end ferm til den slags. Nu må jeg hellere slutte i parentesen...), hvordan jeg på fredag skal holde valgfagsbazar og derfor skal vise retorik(eren) fra sin bedste side.

Alt dette får du for bare én kommentar.

Kan du åbne en zip-fil?

2008-09-10T07:06:00.001+02:00

Kan du finde ud af at åbne en zip-fil? At vedhæfte et dokument og at slette mails fra din indbakke?

Er du enig med mig i, at der i ovenstående spørgsmål burde stå De i stedet for du, fordi det er så længe siden, den slags ting ikke var everyday knowledge på linje med at lave stempelkaffe, ville du nok også have kedet dig lidt på det IT-kursus, jeg har været på i mandags. (I dag laver jeg lange sætninger som modsætning til de Carver-noveller jeg skærer mig igennem. Got it?) Det er obligatorisk kursus for pædagogikum-kandidater, og intentionen er sådan set fin nok: Vi skal blive bedre til at bruge en bred vifte af IT i undervisningen. Bevares, jeg har da endnu ikke lavet min første web quest, og jeg retter ikke elevernes stile med elektroniske retteprogrammer. Jeg bruger ikke corpora, og den blog jeg lavede til mine elever, levede kun et par måneder før den døede hen med pink baggrund og lysegrøn skrift. (De havde selv fået lov til at ændre bloggens udseende.) Og jeg glæder mig faktisk til at lære at lave web quests etc. Men ligefrem at starte ved Herodes, det har jeg altså ikke tålmodighed til.

Jeg kommer faktiskt til at tænke på vores fantastiske underviser i retorisk kritik, der i vejledningen til vores bachelor-projekt sagde og lad nu være med alle samme at skrive Aristoteles' retorik på som det første på litteraturlisten, hvis I ikke bruger ham aktivt!!! Ja, lad nu være med at sætte os til at logge ind og sende mails, når I måske gerne vil have os til at programmere om en måned.

Hov, hov, det var den bitre kandidat, der kom frem her, hva? Men jeg tror allesammen (alle os kandidater) bliver lidt stramme i betrækket, når den undervisning vi selv modtager, ikke lever op til den didaktik, vi får undervisning i. Og det kan vi vel selvfølgelig også lære noget af.

(Jeg kunne ikke helt dyrke de lange sætninger. Sorry, men I didn't wanna force it.)

læring, læring, læring

2008-08-27T15:43:00.002+02:00

Min facebook-status har de sidste dage lydt Nanna går rundt og siger socialform, hverdagsdiskurs og stofcenteret undervisning. I sidste uge var jeg på teo-pæd, modul 1. For de uindviede er det første kursus af den teoretiske del af pædagogikum. Fokus var, groft sagt, på to områder:

1. At være gymnasielærer er ikke først og fremmest at være fagperson. Det er først og fremmest at være underviser. Det betyder, at jeg ikke (kun) skal tænke i pensum, viden og facts, men læring, læring, læring (= gymnasieverdenens beliggenhed, I guess).

2. Som lærerkandidater skal vi først og fremmest udvikle en didaktisk metabevidsthed. Det var derfor, vi brugte tre dage på at internalisere ordene, jeg gentog på Facebook. (I kan se, at vi allerede på retorik internaliserede ord som internalisere og metabevidsthed.)

Hmm, ja, det er jo ikke just oplagte emner til hyperinteressante blogindlæg. Jeg kan i hvert fald ikke lige finde på det sjove lige nu. Derfor vil jeg henvise til noget andet, der fik mig til at klukle i dag, da jeg kom hjem efter nogle dejlige timer med VUC-retorikholdet. Den her blog fandt jeg gennem Wekkendavisen, hvor Leonora Christina Skov anbefalede den. Hendes anbefalinger holder som regel, synes jeg, og også denne gang. GoFugYourself er simpelthen den sjoveste blog, jeg kender. Enjoy!

Og så var det jo en fornøjelse at se, at Weekendavisen tydeligvis havde læst min blogpost og straks skrev en artikel om Hispanics-litteratur og deriblandt Junot Diaz' The Brief Wondrous Life of Oscar Wao...

Writing this bad...

2008-08-09T14:14:00.003+02:00

I've just finished reading Junot Diaz' The Brief Wondrous Life of Oscar Wao

I usually have a strong dislike for the comments on the flaps, bit this time, they were really spot on:

It's an immigrant-family saga for people who don't read immigrant-family sagas.

Yup, that's me. Hated Allende since I was 16 (before I loved her), but this novel was such a surprise, I didn't really know what to say when Darcy asked what the book was about.

And my favourite: Writing this good comes along, if we're lucky, once or twice in a generation. It's not my favourite because I agree a 100%. actually, I wasn't that flabbergasted by Diaz' writing. Yes, it was fresh, vivid and even beautiful at times, but the best in this generation? Hmmm. No, it's my favourite quote today because it makes me think of another piece of writing, a piece where the opposite could be said. The apologia fits this bilingual rhetorical blog quite well, I think. And please feel free to make a rhetorical analysis:

Kære gæst,

Lad mig være den første til at beklage de meget uheldige omstændigheder i forbindelse med forsinkelsen på Deres flyrejse med Sterling den 01. august 2008.

Vi er meget bevidst omkring vort ansvar og vil naturligvis gerne opretholde den tillid, som De har vist Sterling. I den forbindelse vil jeg gerne tillade mig at komme med en kort redegørelse for forsinkelsen, samt give Dem min uforbeholdne undskyldning på vegne af Sterling, og ikke mindst på egne vegne.

Jeg kan informere om, at vi gjorde alle tiltag for at undgå forsinkelsen. Denne opstod grundet et sammenfald af mange uheldige årsager. Sterling havde et fly med tekniske problemer og flyet måtte desværre blive på jorden, og da vi desværre fortsat har en manglende levering af 1 fly, og det faktum at hele vores rutenet hænger sammen, resulterede dette i forsinkelse på netop Deres afgang.

Vi forsøgte absolut at finde andre alternativer, hvilket også lykkedes, men desværre ikke til den oprindelige afgangstid. Sterling sætter absolut sikkerhed over alt, hvilket vi er overbevist om at vore gæster værdsætter og har fuld forståelse for.

Yderligere har vi desværre ligesom alle andre flyselskaber været ramt af mange slots, grundet den store trafik i luften. Dette har givet mange restriktioner i luften, da flyvelederne kun må have et bestemt antal fly i samme område på samme tid.

Lad mig i den forbindelse tilføje, at jeg ikke er et øjeblik i tvivl om, at dette absolut ikke var hverken den bedste start, eller afslutning på Deres rejse, hvilket er yderst beklageligt.

Idet jeg endnu engang beklager forsinkelsen, håber jeg at De vil tage imod ovenstående undskyldning, således at vi får muligheden for at byde Dem og Deres eventuelle medrejsende velkommen til en mere positiv oplevelse en anden gang.

Med venlig hilsen

Michael T Hansen
Chief Commercial Officer
_________________________________________________________________
Dear Guest,

Please allow me to be the first to apologize for the very unfortunate circumstances surrounding the delay of your flight on the 1st of August 2008.

We are aware of our responsibility and we would of course very much like to maintain the trust your have shown Sterling. Having said this I would like to explain the cause for this delay and hope you can accept this apology on behalf of Sterling and myself.

I can inform you that we did everything possible to avoid the delay, which unfortunately happened due to a number of different causes. Sterling had an aircraft grounded with technical problems and together with the fact that we are still waiting for a delayed delivery of one brand new aircraft meant that our route network, which is built up as a coherent schedule, dependant on all aircraft serviceable and available, resulted in multiple delays, including your departure.

Of course, we tried to find alternative flights, and did succeed in that, but we were not able to fly at the precise time we needed them for and therefore had no other choice but to delay your flight. Sterling sets safety above all other concerns which we hope our guests understand and appreciate.

Furthermore we did experience a lot of delay due to slots, as did a lot of other airlines. There has been a lot of traffic in the air, and traffic control is unfortunately only allowed to have a certain amount of aircrafts, in their area at the same time.

That being said, I can assure you that we are fully aware that the circumstances that you endured in connection with the delay were neither a pleasant beginning nor conclusion to your journey, and this is highly regrettable.

In closing, I would like to take the opportunity once more to offer my regrets about the delay and I hope that you will accept the above apology and allow us to welcome both you and your companion to enjoy a more positive experience with us in future.

Best regards
Sterling Airlines

Michael T Hansen
Chief Commercial Officer

Writing this bad comes along, if we're lucky, once or twice in a generation.

no title

2008-07-21T11:52:00.003+02:00

Five minutes ago, I was out running in the rain, thinking about what to do with this blog. I've thought about that a lot, lately. So now I'm here, in front of our new 23' Apple Cinema Display. Quite the motherf......! Anyway, that's a detour. What I was thinking was: Does a blog really have to be super tight in its genre? (My Swedish friend has this supercool blog, a classic city-single-blog, her friends write supercool comments and I feel so geeky for not knowing modern Swedish anymore.) I've always figured that I should write about my Master's thesis, or my job, or something personal. I don't like personal blogs, though, like this one. But I also feel I talk enough about my job as it is, to friends, Mr. Darcy, my parents, my sister, and it feels bad to be writing about it as well. That doesn't mean I'm going to stop writing about work, though. But I think I have to give myself freer hands as to what I can write about. Sometimes, like now, I like to just write away and just... write (Jesus, now I'm also starting to sound like an American teenage movie).

So, then I was running, listening to Gnarls Barkley, thinking 1) Please stop raining. This really isn't very nice. 2) What blogs do I like. I like Madglæde and I'm envious of the same guy's Bogblog. What about all the books I read and films I see? Wouldn't it actually be quite convenient to have a short comment and analysis of all the short stories and novels I read. I mean, I don't know how my collegeas keep track of all the hundreds, thousands of texts they have read.

But then, what if my students find all my analyses? Then it's pretty easy for then to guess where I'm going in class, and that might not be such a good idea. Not to mention exam - the clever ones will surely check what texts I've read and write down my points? Or am I the only one sneaky enough to have thought of that?

Of course, I could just make this a closed blog and invite the few people who still read it on a regular basis. But I don't think I like that kind of blog either. OK, and yes, I'm a bit too exhibitionist for that, too.

And on my way up the stairs, I thought it shouldn't feel this forced, though, should it? Come on, Nanna, don't make everything into a academic project. God damn, can't you just NOT be embarrased that your blog hibernates? Or can't you just follow that very good rhetorical piece of advice: If you don't have something to say, don't say it.

But... I'm a talker, I can't shut up, can I!?

(and now I'm even more cold from running, sweating and not having taken a shower yet. So, so long.)

Som lovet: mit pedantiske indlæg

2008-06-22T11:40:00.003+02:00

Jeg besluttede mig for ikke at sende indlægget ind til Gymnasieskolen. Allerede da jeg trykkede æble+S på fornemmelsen, at det stak i alle retninger, var lidt for groft side steder og i det hele taget ikke levede op til retorisk standard, og de fik jeg da også bekræftet af Agent 1 og 2:

Jeg tror, en del læsere vil opfatte dit indlæg som sofisteri. Den sved jo. Lidt.

du kan også komme til at lægge dig ud med en del gymansielærere [sic!] fordi du i dit sidste afsnit mere end antyder at vi der ikke er retorikere er så dumme at vi ikke kan se at det der foregik var fuldstændig åndsvagt!!!! Den sved sgu også. Især fordi de har ret. Begge to.

Så når du nu læser nedenstående indlæg, så vær opmærksom på, at 1) indlægget er mestendels terapeutisk og når jeg offentliggør det her, er det fordi det meste af det, jeg skriver på denne blog, også er terapeutisk, og det falder derfor ikke uden for genren. Og 2) jeg vil på ingen måde lægge mig ud med gymnasielærerstaben; nok har jeg overskud på retorik-teorikontoen, men jeg bliver så lille og flov når jeg kommer til at stikke tænderne for langt frem (dejlig katakrese, n'est par?), for who am I to tell them what to think? Jeg er jo for dulen bare en lærer, der stadigvæk har svært ved at planlægge mere end en måned frem i tiden (hvorimod de andre allerede i nået til september i planlægningen), glemmer stile diverse steder, stadig ikke kan finde ud af at bruge rettenøglen og jeg kunne blive ved og jeg kunne blive ved. Men det gør jeg ikke, for det var jo ikke det, der var pointen med dette indlæg, og der er ikke noget værre end lange excusatio propter imfirmitatem'er (altså undskyldninger for retors egen underlegenhed og det, der er på vej), hvilket dette er. Så stop nu Nanna. NU!

Ej, jeg vil godt lige sige én ting til, så lover jeg at stoppe: Tak til Agent 1 og 2 for at I til stadighed opmuntrer mig, men også stopper mig, når jeg bliver for vild!

______________________________

Som gymnasielærer med hovedfag i retorik er det på mange måder en dejlig tid: Retorik springer frem i adskillige fag, inkluderes i skriftlig danskeksamen og bruges bl.a. også i én af de to AT-videoer, undervisningsministeriet har sendt ud. Men videoen, hvor en elev analyserer to taler af Bush og Blair, er noget af en kold afvaskning. Jeg har i en måneds tid forsøgt at bearbejde min faglige vrede og indignation, men efter Bill Woods kritik af samme video i Gymnasieskolen 12. juni 2008 vil jeg give mit besyv med til kritikken. Bill Woods leverer en skarp analyse af fejlslutningen i elevens konklusion of appelformernes sammenhæng med talerens magtposition. Men der er også andre ting i vejen med den efterhånden berømte 7-talseksamen.
Eleven gentager i sin eksamen den nedsættende opfattelse af retorik som ren stillære, som vi har kæmpet imod, siden Platon for 2400 år siden førte hetz mod datidens retoriklærere, sofisterne: Det retoriske er at se på, hvordan de argumenterer. Det samfundsfaglige er at se på, hvad han argumenterer for, hvad budskabet er.” (mine fremhævelser) Med andre ord: humaniora er formen, mens samfundsfag tager sig af indholdet. Tak for det! Den stakkels elev er nok ikke selv klar over, hvordan han begår hara-kiri på retoriks vegne, men filmen knækker, når eksaminator og censor blot nikker og accepterer udsagnet. Godt nok siger de i deres votering, at ”han er uskarp[i sin skelnen mellem de to metoder]. Han kan godt gøre rede for dem hver for sig, men sådan at trække forskelle op, det gør han ikke ret godt.” OK, hvordan er det så, han gør rede for dem hver for sig? Samfundsfag præsenteres allerede i begyndelse af eksamen som ”det at analysere ud fra at se på det kvantitative indhold, hvad det handler om, hvad deres budskab er. Altså at bruge politisk teori og politisk model til at analysere hvad de siger.” Den kvantitative analyse, eleven laver, handler om at se på, hvor mange gange ord som nationalitet forekommer. Hvorfor det skulle være særegent samfundsfagligt og ikke retorisk har jeg brugt en del krudt på at spekulere over. Hvis nogen derude har et svar, er jeg meget interesseret i at høre det. Når Bill Woods siger, at han ikke kan se det tværfaglige, fordi samfundsfag ville kunne tage sig af hele analysen, må jeg derfor svare igen og sige: Det kunne engelsk altså også godt!
I analysedelen finder eleven et par anaforer og kommenterer på lixtallet. ”Ja, det var så det retoriske, men hvis jeg så ser på det politiske, så går de fleste argumenter på fakta.” De varierede gentagelser får slået budskabet fast med syvtommerssøm: Retorik er den fernis, taleren kommer oven på sit budskab. Det er godt nok en trist melding. Og det er endnu mere trist, at den accepteres uden videre kritik. Her burde eksaminator have kritiseret selve definitionen af metoderne, og ikke kun den uklare fremførelse. I stedet for nævner eksaminator, der er samfundsfagslærer, endda selv ”den samfundsfaglige indholdsanalyse” over for den fortolkende humanistiske.
Hvorfor er jeg så vred? Er det ikke bare synd, at eleven fanges i en faglig krydsild, når han i virkeligheden nok ikke selv er klar over, hvilket fagligt standpunkt han har formuleret? Jo, det er det da. Men når ministeriet sender sådan en video ud til en lang række gymnasielærere, der ikke har en retorisk uddannelse, men som alligevel ifølge deres læreplan skal bruge den både i engelsk, dansk og samfundsfag, kan jeg godt blive nervøs for, hvilke platoniske idéer, lærerne genfortæller til deres elever.

Lidt galde-terapi

2008-06-15T15:08:00.002+02:00

Nu har jeg skrevet et surt indlæg, som jeg ikke rigtig ved, om jeg skal sende til Gymnasieskolen. Kan I huske, at jeg for en måned siden skrev et surt indlæg her om en video, ministeriet har sendt ud om AT-eksamen?

Det er samme video, jeg har skrevet om igen. Jeg troede ellers, at den retoriske situation var overmoden, men i sidste udgave af vores fagforeningsblad blev videoen igen italesat. Bill Woods havde skarpt fanget en fejlslutning i elevens konklusion om, at appelform følges ad med talerens magtposition. En supermagt er mere tilbøjelig til at bruge pathos-appel, mens mindre stater bruger mere logos. Hmm, ja, noget tvivlsomt, og den empiriske grundlag var da også kun to taler. Den var ikke gået hos Lisa Villadsen!

Nu har jeg i første omgang sendt den til bedømmelse hos Agent 1 og 2, og så må vi se, om den skal blive ved med at være terapeutisk, eller om den rent faktisk kan trykkes. Under alle omstændigheder skal I nok få den at se her, når jeg har afgjort indlæggets skæbne.

three down, three to go...

2008-06-11T12:29:00.004+02:00

- eksamener, altså. I går sendte jeg den sidste karakter afsted til mit HF A-niveauhold, så nu har jeg tre hold mere, hvor jeg skal censorere og eksaminere. I alt kommer jeg til at sige "ja, kom du bare ind igen" til 80 elever i løbet af en måneds tid. Så nok følte jeg mig meget grøn ved det grønne bord for to uger siden, men jeg blir da ilddøbt med maner.

Og hvordan er det så gået med mit A-niveau-hold? Det hold, jeg har været mest spændt på, og hvor jeg har været på den sværeste opgave, fordi de skal løftes så (urealistisk) højt. Jo, ganske udmærket, synes jeg. Uden at gå for meget i detaljer kan jeg sige, at karaktererne har fordelt sig meget i de to yderender; 10+12-taller og 02-taller det, der blev givet mest af. Et par overraskelser, men i det store hele som forventet. Jeg var ellers blevet lovet, at HF'ere altid overrasker positivt, fordi de strammer ballerne i læseferien, men med engelsk A må man sande, at det er for sent, hvis man først strammer dem i læseferien - med mindre man er naturtalent (sådan en har jeg også haft fornøjelsen af). Det er simpelthen på for højt et niveau til at de selv kan læse pensum op. De kan ikke få den nødvendige systematik og tekstgennemskuelsesevne (skønt ord, n'est pas?) på fjorten dage. Det kræver altså hårdt slid. Nøj, hør lige den hellige lærer her, der kan retfærdiggøre, at hun har punkte eleverne til at læse. På den anden side, nej, det skal jeg dæleme ikke have det dårligt med - man går jo faktisk i skole for at lave noget, og det ville da gøre os lærere til grin, hvis enhver elev bare kunne være flittig i læseferien, score sit 10-tal and Bob's your uncle.

---

Og så var det en fornøjelse at opdage, at min frygt om en sur, gammel censor blev gjort til skamme. Jeg hyggede mig så meget med censor, at vi var lige ved at blive forsinkede med eksamen, fordi vi liiige skulle snakke færdigt inden næste elev. To intense dage, og man har endnu en god kollega i gymnasielærersekten, hvor vi alle kender hinanden på kryds og tværs. Hos os behøver vi slet ikke seks led til at kende hele verden, tre er vist rigeligt.

---

Tak til Agenten for et fint citat og hiurtig respons! Ikke overraskende er forfatteren kinesisk. (eller er jeg bare for ignorantisk (?) til at gennemskue det asiatiske navns herkomst? Hvad med jer andre? Jeg venter spændt...

How should I look?

2008-06-03T12:46:00.002+02:00

I've been wanting to change the look of my blog for some time now. (Then at least something happens as I'm not all that good at writing frequent posts, I know...) But somehow, I kinda stick to the classics: this one, the one with the square at the top showing the title of the blog, the one with the light dots and then ... well, I guess that's really it.

But, what I have changed is the welcome and description boxes on your right. A little more to your right. Yes, exactly - you found it! It hit me that I say 'når jeg nu ikke kan få pædagogikum endnu' but I did get my pedagogical training course, so that's no excuse for putting all these words into the big black whole that constitutes the web.

These days, all I do is prepare exams, examinate, prepare exams, examinate. I really like it though, so you shouldn't feel sorry for me at all. 'Cause who says you can't prepare exams in the park? On a blanket? With homemade iced tea on your side?

This afternoon, I'm going to Islands Brygge, the best place in Copenhagen to drink beer on a lawn and have a dip in the canal. One of the ERFA rhetoricians is handing in her Master's thesis this afternoon, and of course we have to celebrate. (And by drinking a few beers thus help her sleep - she's slept 5 hours the last two days and feels quite hungover just from the lack of sleep.)

Any comments on the look of my blog are welcome!

Youth is given up to illusions

2008-05-26T15:36:00.003+02:00

Se, hvad jeg fandt i ministeriets pædagogikum-bekendtgørelse:

Logbog
Det anbefales tillige, at kandidaten udarbejder en logbog. Logbogens indhold kan i vid udstrækning være det samme som portfolioens indhold, men med kandidatens tilføjelser af mere subjektiv karakter. Dvs. tanker, personlige reaktioner og overvejelser, som opøvelsen i den professionelle gerning giver anledning til, lige som den er velegnet til for kandidaten selv at fastholde umiddelbare reaktioner på den evaluering, kandidaten modtager i forbindelse med undervisningen, under vejledningen og på konferencer og kurser. (Min fremhævelse)

Ja, ja, citatet er alt for langt, jeg ved det godt. Men jeg blev bare så glad over allerede at være i gang med et af næste års (overskuds-)projekter. En logbog, hvor jeg på subjektiv vis overvejer mit levebrød.

Som nu i dag, hvor jeg faktisk er en lillebittesmule nervøs - eller nå nej, jeg er bare spændt - på de første 11 eksamener i morgen. Kan jeg nu stille de rigtige, relevante spørgsmål? Kan jeg huske al formalia? Hvad nu hvis de spørger mig om et ord, jeg ikke lige har fået slået op? Hvis de referer til en tekst, som jeg pludselig ikke kan huske. Hmm, har jeg ikke følt sådan her før...? Ah, bien sur, sådan var det jo også at være studerende... Så da min ERFA-repræsentant på Rådhuset sagde Husk nu at nyde, at vi ikke skal til eksamen i går, da vi solede på Borups Plads, kunne jeg ikke helt læne mig tilbage i fletstolen og nyde søndagens soldisede døs. Til gengæld bliver det garanteret sjovt i morgen!

Fru Green har opfordret mig til at deltage i en tag-leg, og det gør jeg gerne!

Opgaven lyder:

1. Pick up the nearest book.
2. Open on page 123.
3. Find the fifth sentence.
4. Post the next three sentences.
5. Tag five people, and acknowledge who tagged you.

Det er jo lige noget for en engelsklærer. Lige nu flyder mit skrivebord med eksamensbøger, så jeg har valgt den lystlæsning, jeg har gang i for tiden. Det er faktisk en af mine absolutte roman-favoritter; mon ikke, den ligefrem er på top 3?

"Nobody has any right--except children, perhaps--and even then, it seems to me--or it did seem--" She felt that her speech was voicing the incoherency of her thoughts, and stopped abrubtly.
"The trouble is," sighed the Doctor, grasping her meaning intuitively, "that youth is given up to illusions. It seems to be a provision of Nature; a decoy to secure mothers for the race. And Nature takes no account of moral consequences, or arbitrary conditions which we create, and which we feel obliged to maintain at any cost."

Argh, det var måske fire, men jeg skulle lige have det sidste med, synes jeg... Det var fra Kate Chopins The Awakening.

Nu er det så min tur til at tagge fem nye - åh, det er kædedelen af dette, jeg ikke bryder mig om. Men kan jeg opfordre nogle af mine faste læsere til at skrive deres citater herinde? Så Gøgleren, DPU-retorikeren (vist nok også kaldtet specialeskribent nr. 1), Mutti, min agent og Mr. Darcy er hermed opfordret til at lege med. I ved godt selv hvem I er... (ik'?)

Der er retorik i luften

2008-05-19T17:58:00.002+02:00

HF's danskstil handlede i år om retorik. Mmm, prøv lige at smage på det. Elever - og deres lærere - landet over læser en udmærket artikel fra Weekendavisen (der som altid har fingeren på den rigtige puls) om Anne Katrine Lund og Pernille Steensbech Lemée og skal overveje, hvad retorisk praksis er.

Det er altså intet mindre end fantastisk!

Jeg havde ellers svært ved at få armene ned, da jeg fandt ud af, at mine A-niveau'ere blev bedt om at skrive et essay om fortæller/synsvinkel og de forskellige muligheder, der ligger i 1. og 3.persons-fortæller. De sidste to uger af undervisningen snakkede vi en hel del om den utroværdige jeg-fortæller og om 3.persons-fortællere i forbindelse med free indirect discourse. Også dér burde de altså kunne skrive noget ganske fornuftigt. Men den danske stil gav nu alligevel et ekstra opsving på humørkurven.

Fordi klassens dansklærer også lige har gennemgået pentagonen med dem, var der en elev, der var overbevist om, at vi kendte eksamensemnet på forhånd. Vi måtte jo med skam meddele, at Danmark ikke er som Columbia: Eksamen ER altså lige for alle (ja, ja, så lige som den nu kan blive. Jeg er godt klar over, at man kan tale om nuanceforskelle.) Vi har bare været heldige. Meget heldige.

I dag har jeg så sendt tekster afsted til censor til mundtlig B-niveaueksamen. Af gode grunde kan jeg ikke snakke om teksterne her - det er vist heller ikke det, der er det vigtige. Det vigtige er den følelse af at være rigtig lærer, jeg fik af at have bestemt eksamensindhold for en klasse. Det er mit store ansvar sat på spidsen. Kan de nu det stof, de skal kunne? Vil censor kunne pege på noget i læreplanen, som jeg har forsømt? Eller bliver jeg pavestolt af mine elever, efterhånden som de behandler de ene tekst efter den anden på den mest hensigtsmæssige måde? Det vil vi få at se næste tirsdag/onsdag - der går 1. omgang løs... So stay tuned!

Intellectual food

2008-05-09T09:16:00.002+02:00

Today I'm feeding myself intellectually. When you teach, you learn a lot, too. But in Vygotskyan terms, you don't always reach the zone of proximal development. Teaching-wise, yes, but not text reading wise.

My wonderful old lit professor at the English department told me about a conference. Unfortunately, I couldn't hear him speak on my (and I think his, too) favourite subject: Rhetorical silence. However, today my other old professor, this time in rhetorics, is speaking about The Poetic Sign.

Yes, it's nerdy. And I'm really looking forward to it!

AT gnider salt i retorik-såret

2008-05-01T13:18:00.002+02:00

Det er længe siden, jeg har været rigtig fagligt indigneret, fagligt vred. Haft det sådan, at jeg havde lyst til at lave store plakater, hvor jeg skriver hvad retorik er, dets placering inden for humaniora og hvad faget og dets udøvere kan i forhold til andre fag. Men det blev jeg i tirsdags.

Jer af mine læsere, der har jeres daglige gang på et gymnasium, har sikkert allerede en (kritisk) holdning til AT. (I vil nok hellere ikke blive overraskede over, at det netop er AT, der udløser mine faglige vrede.) Men der er andre af jer, der lever i (lykkelig) uvidenhed om gymnasiets nye fag, Almen Studieforberedelse.

Ministeriet lavede i januar to eksempeleksamener i AT, som blev optaget og lavet til en dvd. Som ministeriet udsendt i mandags. Hvorfor det skulle tage fire måneder, forstår jeg ikke. Åbenbart IT-problemer. Kunne de ikke finde ud af linke til filmen på hjemmesiden? Eller har de ikke lært at brænde DVD'er endnu? Det er spørgsmål som disse der alvorligt får mig til at overveje, om det nu også vil være godt for mit blodtryk at blive gymnasielærer.

Nå, men vi lærere havde set meget frem til at se, hvordan man har tænkt sig en tværfaglig eksamen med eksaminator fra ét fag og censor fra et andet. Og hvordan er det, vi skal stille fællesfaglige spørgsmål, når emnet fx er stamceller i samfundsfag og engelsk?

I den første eksempeleksamen (og nu kommer vi snart til, hvorfor jeg blev så vred), har en elev skrevet synopsis om to taler: En af George W. og en af Tony Blair. Til eksamen, hvor han desværre kun gentager, hvad der står i synopsen (han skulle havde set mit 8 siders talemanus til min synopsiseksamen i retorisk kritik!), svarer han følgende, da censor spørger, hvilke forskellige metoder de to involverede fag, engelsk og samf, har:

"Jo, altså, det samfundsvidenskabelige bruger jeg til at se på, hvad talerne argumenterer for. Ved hjælp af en kvantitativ analyse [forklaring følger. NQ] ser jeg altså på, hvad det er, de taler om. Det humanistiske bruger jeg til at se på, hvordan de argumenterer for det."

Samfundfag tager sig altså af indholdet, mens humaniora tager sig af formen. Efter eget udsagn laver drengen i engelsk en retorisk analyse, hvor han konkludere, at Bush benytter sig af pathos og Blair af logos. Og denne kvantitative analyse går ud på, at han notere, hvor mange gange Bush fx bruger ordet nationality i forhold til Blair. Guuud, sådan havde vi da aldrig overvejet at gøre på retorik!!

Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle gøre af mig selv, da begge lærere nikker og nikker og tydeligvis er tilfredse med elevens svar. Tak for det! Nu har I lige fået ødelagt det, retorikken har kæmpet for siden det lykkedes Platon at frame retorik som form uden indhold. Siden verdens første (og en af de bedste)spindoktor fik folk til at tro på, at sofister bare var ude på at lyve gennem smukke ord, har vi hvert århundrede skulle forklare, at retorik ikke bare handler om hvordan man siger tingene, men så sandelig også hvad man siger. Det er derfor underviserne på retorik efterhånden må sige, at de ikke gider se flere kritiske analyser af Dansk Folkepartis arbejde. Der er blevet skrevet utallige ba-projekter om, hvordan hele det menneskesyn, DF lægger for dagen, er kritisabelt, og efterhånden må vi sige til de studerende, at det altså bare næsten er for let at tage Dansk Folkeparti som eksempel, fordi det så åbenlyst er forkasteligt, det de gør. De siger tingene på en utroligt snedigt møde, men det de så siger - det er dét, man skal kritisere. Nå, det var et sidespring. Tilbage til lærerværelset, hvor jeg sidder med røg ud af ørerne. Mine humanistiske kolleger så egentlig ret rolige ud, og jeg tror desværre ikke helt de så konsekvenserne af eksamens udlægning af humaniora. Men jeg har brugt de sidste 5 år på et fag, hvor vi som jøderne hele tiden minder hinanden om, hvordan verden har forfulgt os gennem tiden. (undskyld, hvis denne analogi støder nogen. Som ateist har jeg tit svært ved at finde grænsen.) Derfor slår mine reflekser også til, lige så snart nogen siger noget om form over for indhold.

Så jeg vil sige som min retoriker-venindes skønne barn gør, når tingene går hende imod: Jeg blir vred!

Den retoriske situation er vist overmoden

2008-04-14T18:00:00.002+02:00

Jeg kører lidt på panik-speed for tiden. Ej, det er måske så meget sagt. Men jeg er spændt på eksamen, jeg vil gerne give mine elever det sidste boost, og jeg giver den en ekstra skalle her til sidst.

Det gode er, at jeg endelig kan se det store fremskridt med A-niveauholdet. De kan ting, og siger ting, som gør mig stolt. Jeg fandt et sted med free indirect discourse, hvor var det nu? (sagt om Pride & Prejudice) eller the daffodils steal the attention from the water, and that's why he is focusing on them instead of the water. They are far more beautiful than the water is. (Om I Wandered Lonely as a Cloud)

Men de er altså også ved at dejse om af skolegang. De kan ikke mere. De vil snakke, pjatte, gå fra timen og dukke op en halv time senere. Alt andet end at diskutere forskellen mellem The Romantic Age og The Elizabethan Age (og min Darcy forstå dem så udmærket godt, skulle han hilse og sige, når jeg kommer hjem og brokker mig). Jeg forstår dem vel egentlig også lidt - gud, hvor jeg ofte kedede mig i gymnasiet. Især i old. Og tænk på, hvor meget sjov jeg har haft med Cicero og Homer nu.

Men det er dæleme frustrerende! Men jeg må bare indse, at den retoriske situation for at give dem guldkorn for de fleste elevers vedkommende er (mere end) overmoden. I should have done it months ago.

Today is a glorious day!

2008-04-09T11:01:00.003+02:00

Endelig!

Endelig har jeg fået endelig besked.

Jeg bliver på Stenløse. Jeg får min uddannelsesstilling (som et ERFA-medlem [min retoriker-klike] bemærkede, er der utroligt mange dobbeltkonsonanter i det ord). Jeg bliver pædagogikumkandidat.

Og ikke nok med det: Jeg bliver landets første pædagogikumkandidat med retorik som fag. Og én ud af to retorikkandidater, der underviser i gymnasiet.

Jeg fik den gode nyhed i går, meget hastigt og kun halvvejs inde på rektors kontor. "Det kommer forhåbentlig ikke som en overraskelse?" Nja, det gjorde det vel ikke - men det var da noget af en lettelse at blive 100% sikker! For den seneste uge har budt på utallige analyser af rektor og vicerektors opførsel - hvorfor snakker de ikke til mig? Er det et godt eller et skidt tegn? Burde jeg ikke have kæftet sådan op til sidste PR-møde? Hvad gør jeg egentlig, hvis jeg ikke får stillingen?!? GISP! Hvad gør jeg så???

I går nat toppede jeg med et mareridt om vicerektor, der lagde en skævt kopieret seddel i mit dueslag, hvor der (dels med kinesiske tegn) stod, at jeg ikke skulle komme efter sommerferien.

Så galt gik det heldigvis ikke.

Nu slipper jeg for det ansøgningsmareridt, mine årsvikar-fæller er igennem i disse måneder. "Vi takker for din ansøgning. Da vi fik 428 ansøgninger, har vi ikke mulighed for at vende tilbage til alle. Hvis du ikke har hørt fra os inden for en måned, skal du derfor ikke regne med at have fået jobbet." På trods af lærermangel er det noget af et nåleøje, jeg er sluppet igennem. En uddannelsesstilling er gymnasielærernes X-Factor-finale: Det kræver et vist talent, men meget handler om charme, selvtillid og...hov, jeg har lige siddet med Mr. Darcy og raset over medierne, der er blevet vilde med X-Factor-allusioner (vi tilhører nemlig den lille skare, der IKKE har fulgt med i hammerhajens vej til finalen).

Jeg må hellere slutte her - der ligger 15 grammatikprøver og venter. Life must go on.

My mom does that, too

2008-04-04T13:26:00.005+02:00

I'm teaching my A-level class Shakespeare at the moment. Or, Shakespeare On Speed, you might call it. With just 25 school days left and so much more I want to teach them (and that the Ministry says I have to teach them) we have to move quite quickly through 400 years of literature with the theme of love.

So the past week, we've been reading sonnets and some scenes from Romeo and Juliet. On Monday, I showed the the first 20 minutes of Zeffirelli's highly praised film. I thought it was a drag. And I couldn't take the men seriously in their bright coloured tights. Hey, Mercutio's blue tights are on sale on H&M this week, aren't they?

Then yesterday, I showed them Baz Luhrman's film and I could easily remember the butterflies in my stomach as the camera zoomed in on Leonardo as Romeo when I first saw the film at 15. And still, I wanted to end the film at their wedding bacuse the rest of the play is so, so horrid.

Afterwards, I felt a bit guilty. What kind of a teacher am I? I should love old, classic movies and despise the new modern one that only tries to make Shakespeare more edible for people who aren't poetry-volent. I should opt for the most difficult, not for the most modern. I should appreciate Zeffirelli like all the grown-ups down in the staff room. (says the fourteen-year-old)

Hmm, sometimes I get caught in this limbo between being an adult and being young. Of course you could just say that I'm a young adult. And that it's good that I can relate to what my students like and dislike. But that doesn't always make me feel a whole lot better. I still makes me feel like a fraud. A fraud adult who's really just an adolescent girl.

Luckily, before I wind myself too much up, I remember Wednesday and how it felt to really know something the other teachers were interested in learning. and then I realise (and now we're getting corny, here, I know) that I have to enjoy this period like no other. Because now I know what it's like to be an adult and I can enjoy all the pleasures of being one (like planning a romantic holiday in New York or discussing what food to cook for my parents without feeling too silly) but I still am young and enjoy that, too (like bying Chucks, loving indie rock and watching Tarantino films and laugh instead of being disgusted. Wait. My mom does that, too. And she's not that young.).

Mit copia lever og har det godt!

2008-04-03T15:54:00.002+02:00

I kan tro, det gik godt i går! Jeg fik lov til at tale om og reklamere for retorikken i fem stiver, og den gode følelse af en undervisning, der virker, sidder stadig i kroppen. Og deltagerne var enige - ros over hele linjen (det er godt for den indre pæne pige, der lever af ros - kender I hende?) og mange konstruktive diskussioner. Gladest blev jeg, da flere deltagere både sagde og i evalueringen skrev, at det også kunne være nyttigt at læse skønlitteratur retorisk. Ja, ja, for søren - det kan man da! Jeg havde bare ikke turdet håbe på, at I var enige!

To deltagere har allerede bestilt nye kurser på deres gymnasier - muligvis også for dansklærere.

Det var stærkt faglig-stoltheds-opbyggende at få stillet spørgsmål, som krævede, at jeg improviserede over forskellige retoriske emner. Nok skulle jeg grave lidt en gang imellem, men det lå der, hele det retoriske korpus. Mit copia lever og har det godt!

Ja, beklager at denne post bliver så selvrosende, men jeg har svært ved at få armene ned.
Og dog - jeg sidder og planlægger eksamen, og det er da om noget en beskæftigelse, der kan få selvtilliden i bund. Argh, hvordan skal jeg dog få det hele til at hænge sammen? Hvordan i alverden skal jeg finde så mange egnede tekster på 3-5 hhv. 5-7 sider?

Lad mig komme med et eksempel:
A-niveau'erne skal have 3-5 normalsider.
De har 1 times forberedelse.
Der skal stilles spørgsmål til Shakespeare.
I lyrik er 69 linjer = 1 ns.
De skal altså have 6 sonnetter for at nå op på det rigtige antal ns.

Held og lykke med det venner! (Godt det ikke er mig!)

Nu vil jeg ikke skrive her, hvordan vi (vi sidder 4-5 lærere med samme problem og nogenlunde samme grad af panik) løser problemet, for nogle af mine elever læser da i hvert fald bloggen en gang imellem. Så spændingen må udløses en gang i juni.

no title - for jeg kan ikke finde på den

2008-04-01T20:15:00.002+02:00

Mr. Darcy brokkede sig i morges over frekvensen i mine blogindlæg. Han er lidt langsommere end mit overjeg, for jeg havde netop i går aftes set på min genvejstast til bloggen og tænkt "du burde. Men ej, jeg orker ikke." I morges svarede jeg mumlende, at jeg havde svært ved at finde ud af, om bloggen skal være privat eller offentligt-faglig - og at dét dilemma gør, at jeg aldrig rigtig kan beslutte mig for, hvilken slags indlæg jeg skal skrive. Da jeg så, at det svar ikke ligefrem stillede ham tilfreds, sagde jeg - nu lidt mere surt - at "det jo heller ikke er særligt inspirerende, når jeg aldrig får nogen kommentarer. Eller ikke får andre end 'der er en stavefejl i tredje afsnit...' "

Måske skulle jeg bare skrive kortere indlæg - inspireret af min svenske veninde Moa, der skriver en klassisk storbysingle-blog på Flickan & Staden.

Så i dag vil jeg bare skrive, at jeg skal holde mit første kursus om retorisk læsning i morgen. 22 engelsklærere. 5 timer. 15 slides. Jeg glæder mig!

Sig navnet...

2008-03-05T09:55:00.002+01:00

... Obama!

I'm sitting at my desk, blinded by the sunshine, finding an Obama speech for my book. Awed by this man's ability to coin a phrase, to use an anaphora without doing it too obviously, to look damn hot and yet to keep a politician's persona, I find myself drooling over his rhetorical skills.

(Today I'm writing in English. I've been reading Wolfe again, so I feel like rejoycing the language.)

it, but Having rhetorical skills is like being in love. If you're the spectator, it's difficult to explain how you can recognisewhen you see someone with rhetorical skills, you know it straight away. The whole placeoozes quality. And if you're the lucky one, it can be difficult to explain how you got there. In the beginning, it felt right to be standing in front of a crowd until one day, you suddenly realise this is something you feel like doing for the rest of your life.

So go check out the speech I'm going to use in my book:

Obama's announcment for president.

It simply beautiful.

(And the pun? Forget it, it's just a stupid margarine ad that - God knows why - popped into my mind.)

Pædagogisk kursus

2008-03-02T11:28:00.002+01:00

Siden tirsdag har jeg været afsted på "fagligt pædagogisk kursus i retorik". Det er vist, de fleste kalder fagdidaktisk kursus - omend jeg ikke tror, "kært barn"-klichéen kan bruges her. Det er første gang, kurset bliver afholdt, så helt kært er det ikke endnu.

Nu har jeg pakket alle mine papirer ned i en mappe og skrevet retorik gym på den lille hvide papseddel, der sidder på ryggen af A4-mappen. Jeg glæder mig til at hive mappen frem igen for at tage tingene i brug; nu må vi se hvornår det bliver.

Fagligt kunne jeg ikke hente det store ud af kurset. Som den eneste fuldblodsretoriker, der deltog, havde jeg lidt for ofte følelsen af deja vu. Og denne gang var det ikke bare en følelse; jeg havde set meget af det, vi gennemgik, før. Det havde jeg vel egentlig også forventet, og det var rart at høre Christian Kock gentage sine (og mine) kæpheste om retorisk læsning. (Nye læsere kan læse samtlige indlæg mellem februar og august, så skulle I få en idé om det.) Lisa er også altid en fornøjelse at lytte til, og så var det ikke mindst dejligt at møde de to Helle'r, der tilrettelagde kurset.

Og Min Darcy havde helt ret, da han i går aftes citerede sin professor: "Konferencer er 10% fagligt, 90% networking." I forgangne uge har jeg fået endnu to mennesker, der vil hjælpe mig på min vej til pædagogikum og endelig et retorikhold. Helle og Helle har planer for og med mig, og de er et godt bindeled til fagkonsulenten. Det er både varmende for mit ego, at der er andre, der kan se mit potentiale, men det er også pirrende at føle, at jeg virkelig er med i front; retorik er endnu helt nyt, og der kommer til at ske så meget de næste 5 år. Og jeg får lov til at være vandbærer. Og den rolle bekommer mig rigtig godt!

Allerede på onsdag skal vi så have møde i retoriklærerforeningen, og væk er den lille angst for igen at skulle være den nye, ukendte i et nyt forum. For nu kender jeg (i hvert fald) halvdelen af foreningen. Og de kender mig og min fraværende evne til at holde mund.

J'essay...

2008-02-06T17:01:00.000+01:00

Inden jeg fortæller dig, hvad dagens titel mon handler om (det stigende antal af mine egne elever, der læser med, har måske allerede gættet det), vil jeg først lige metakommentere lidt. Nu er der nemlig kommet gang i butikken igen. På flere måder. Jeg har fundet energien til at skrive igen. (og det er lige som med løbeturene - som jeg også er kommet i gang med igen - fler' avler fler'!) Men der også kommet flere kunder til, og det er ekstra dejligt. Godt nok er de fleste anonyme, og det er altså ikke helt det samme, som læsere, der vil stå ved sig selv (især ved de kritiske kommentarer er det flot at turde at stå frem), men hellere anonyme kommentarer end slet ingen. Den gyldne middelvej kan udgøres af pseudonymer, som kun jeg kan gætte. Jeg kan nævne F. (den er nem), Wafelmama (hendes blog linker jeg til) og Gøgleren (som jeg ikke selv kunne regne ud...).

Men til dagens titel: J'essay. Jeg prøver. Og det er lige præcis, hvad mine A-niveauere gør for tiden. De prøver og prøver og prøver med de s.... essays. Men det er svært! Det har virkelig fået mig til at repetere hele skrivedidaktik-pensum. Det er jo genreundervisning par excellence, og jeg er stor fan af næsten alt med præfikset genre: -undervisning, -kritik, -analyse, you name it. Så jeg tæsker dem igennem the five paragraph essay, det at skrive en indledning ("der er to typiske måder at indlede på: tragtindledningen og in medias res-indledningen") osv osv osv. Så fra nu af og frem til de skriftlige eksamener står den på intensiv skriveundervisning. Jeg bliver helt eksalteret ved tanken - hurra! Kerneretoriske kompetencer, der skal trænes. I'm loving it!

Dead Air

2008-02-04T21:11:00.000+01:00

Nu sidder jeg i en nyindrettet stue og nyder, at jeg igen har overskud til at reflektere over dagens undervisning. Javist, jeg siger til mig selv, at jeg burde fortsætte med retningen af de to stilesæt, der sidder på mit læsestativ - men jeg siger også til mig selv, at jeg var på arbejde fra 08-15:30 og rettede fem stile efter en god løbetur og derfor kan holde fri med rigtig god samvittighed. Refleksionerne vinder heldigvis, og i dag har jeg tænkt på Iain Banks' roman Dead Air. Det var nemlig dén roman, der lærte mig udtrykket om radioens mest frygtede ting: komplet stilhed.

Hvad gør man, når man stiller et spørgsmål til en klasse, og ikke én eneste finger ryger i vejret? Man stiller selvfølgelig et nyt spørgsmål. Afhængigt af ansigtsudtrykkene (det kan svinge fra søvn over kedsomhed til flovhed og vildrede) kan man gå et taksonomisk niveau ned.

Men hvad gør man så, når man efter 7-8 spørgsmål stadig mødes af en mur af tavshed.

Ja, man kan spørge de par elever, der synes tavsheden er lige så pinlig som mig selv, og som derfor næsten altid rækker hånden op - for at sige et eller andet (de findes i de fleste klasser, er min erfaring). Men det er på en eller anden måde ikke særligt tilfredsstillende. Dels fordi sådan et pligtsvar sjældent rykker. Dels fordi det er kedeligt at føre dialog i stedet for pluralog (må det vel hedde, når man taler mange sammen?)

Det, der gør det rigtig svært - og som skaber Dead Air - er elevernes gruppefølelse, der gør, at de som helhed kan være tavse. Hvis de beslutter sig i fællesskab for ikke at deltage i undervisningen, kan det være endog meget svært at gennemføre den. Men har man eleverne på tomandshånd, vil de gøre alt for at svare på mine mange spørgsmål. Det gør, at jeg en gang imellem (OK, tit!) har lyst til at tale med store bogstaver og sige LAD NU VÆRE MED AT GEMME JER BAG HOLDET. KOM FREM! SIG NOGET. JEG SPØRGER FAKTISK DIG, OG DIG, OG DIG, OG DIG.

Men ha! Hvor ville jeg virke latterlig, hvis jeg gjorde det. Der må findes andre måder.

På knivsæggen mellem ytringsfrihed og tavshedpligt

2008-01-22T18:13:00.000+01:00

Kære gamle, kære nye
Nu skal min blog genoplives! I går speed-talkede jeg mig igennem min sidste eksamen, i dag er jeg cand.mag. og mange bekymringer lettere. Jeg kunne ligefrem mærke, hvordan det var lettere at løbe op til 4. sal i går eftermiddags.

Men inden jeg ser mere fremad, vil jeg skue en smule tilbage. Tilbage til sidste indlæg. 22. november. Det er lææænge siden. I mellemtiden har jeg skrevet en synopsis, malet et soveværelse...nej, Nanna, nu taler du udenom igen, det skulle jo handle om sidste indlæg. Min sidste indlæg har fremkaldt nogle reaktioner, som til gengæld kalder på en reaktion fra mig. Og her taler jeg ikke om det italienske reklameindslag, der desværre også finder vej til blogs. Æv, her havde jeg troet, at det var spamfrit område! Jeg kunne godt indstille bloggen, så jeg skal godkende alle jeres kommentarer (jeg får det måske til at lyde lige flot nok - så mange kommentarer kommer der jo heller ikke, men du ved hvad jeg mener), men jeg synes, I skal have frit slag til at kritisere, inspirere og altså kommentere.

Det, der er faldet i hvert fald et par læsere for brystet, er at jeg 1) siger at HF'ere ikke er de stærkeste læsere 2) at jeg har kastet en elev ud i en (måske) for svær opgave.

ad 1) Mig bekendt er det ingen hemmelighed, at HF'ere ikke sluger den ene roman efter den anden. Jeg siger det bestemt ikke for at genere, fornærme eller hænge nogen ud. Men der er ingen grund til at lade som om, de læser Hemingway, Bang eller sågar Sonnergaard uden for skoletid. Og når jeg siger "ikke stærke læsere", mener jeg jo ikke, at de ikke kan læse. Det kan de godt. Men de er ikke vant til at læse romaner, og da slet ikke nogen på 600 sider, (hvem er i øvrigt det i 18års-alderen? Jeg var ikke!) og så er det noget af en udfordring at skulle skrive opgave om så omfangsrigt et værk. Hvilket bringer mig til

2) Når jeg skriver noget om Cider House Rules, er det igen ikke for at hænge nogen ud - eller, jo, men for at hænge mig selv ud. Det er da totalt utjekket af mig ikke lige at huske, hvor lang bogen er. Jeg skulle måske have frarådet en roman, som langt de fleste gymnasie- og HF-elever kan knække halsen på? For de få, der kan regne ud, hvem jeg skriver om, er det heller ikke noget nyt, jeg siger. Jeg har holdt laaange foredrag for alle mine klasser om, hvor fantastisk det er at læse bøger, at de er nødt til at læse nogle flere bøger for at lære verden og ikke mindst dem selv at kende, og jeg har har udstødt mange "Men hvordan kan I dog undvære det?", når eleverne siger, at de da aldrig læser bøger (hvis det ikke er lektier). Så igen er det ikke et nedslag på en bestemt elev, men på elever generelt. Vis mig den elev, der ikke frygter en roman på 600 sider, så skal jeg tage det hele i mig igen :-)

Så derfor, undskyld, hvis I føler jeg trådt over tæerne. Det var bestemt ikke meningen. Hvis I er uenige i mit syn på verden (i gymnasiet og HF), som jeg ser den, må I endelige lade mig vide det. Men jeg hverken kan eller vil undlade at beskrive den, selvfølgelig i generelle begreber. På knivsæggen mellem ytringsfrihed og tavshedspligt.

Hjernedød

2007-12-18T19:03:00.000+01:00

For et par uger siden spurgte jeg om jeg var død.

Der kom intet svar.

Det plejer at betyde, at man ER død. Så nu erklærer jeg mig hjernedød i hvert fald indtil 21. januar. Så har jeg forhåbentlig bestået retorisk kritik og dermed fået min endelige kandidatgrad. Det kan dog også godt være, at det varer helt frem til uge 7. Så har jeg også afholdt mit første kursus i retorisk læsning af sagprosa (det sker onsdag i uge 6, og agenten siger, at der allerede er tre tilmeldte), og det kommer også til at tage tid.

Sidst, men allerallerstørst, så er jeg flyttet, når jeg vender tilbage fra de hjernedøde. Foreløbigt planlægger jeg med det endelige skift at postnummer den 26. januar. Ah, det bliver dejligt at kunne sidde ved skrivebordet selv om vinteren. Det kan man ikke her, hvor vinden suser ind gennem mine alt for gamle vinduer. Og med radiatoren i modsatte ende af rummet er der stort set aldrig varmt og vinteren. Men hov! Nu røg jeg over i den privatsfære, jeg ellers har forsvoret i dette forum.

Vi ses til januar - eller februar...

er jeg ved at dø?

2007-11-22T18:13:00.000+01:00

Ja, måske. Jeg har i hvert fald ikke været god til at holde min blog i live. Hver uge siger jeg til mig selv, at i denne uge skal det være. I denne uge vil jeg skrive mindst tre blogindlæg. Altså helt ærligt, hvor lang tid tager det at skrive et indlæg? Det kan jeg da godt få tid til.

Og ja, det kan jeg også. Men hver gang jeg er lige på nippet til at ville skrive noget, tænker jeg, at hmm, det kvarter kunne jeg også lige bruge på at rette en stil, to oversættelse, at gennemlæse en novelle eller tjekke reglerne for hvilke verber, der tager ing-form.

Og så kommer jeg aldrig længere.

Og det er ikke fordi der ikke er noget at fortælle. Det opdagede jeg, da min søster var forbi på vej hjem fra en jobsamtale og så min bogkontrakt fra Gyldendal. Neej! Du skal da tage et billede af kontrakten og lægge det ud på bloggen! Nå ja...

I dag er der så også en flov historie at fortælle. En af mine elever vil skrive SSO om Cider House Rules. Ja, ja, gør bare det. God idé! Problemet er bare, at romanen er mere end 600 sider lang, og som de fleste af sine venner er denne elev ikke nogen superlæser - jeg ved faktisk ikke, om de læser andre bøger end dem, vi pådutter dem. Måske skulle jeg selv have læst romanen inden jeg anbefalede hende den?

En af de gode dage

2007-11-15T20:16:00.000+01:00

Som gymnasielærer er der gode dage og dårlige dage. Vent... Sådan er det vel i alle jobs. Men særligt i de såkaldte (kliche-kaldte) menneskejobs er udsvinget større, forestiller jeg mig. Hvis jeg har en dårlig dag, smitter det unægteligt af på mine elever. Og omvendt: Hvis mine elever er umulige, kan det hurtigt blive en dårlig dag for mig. Heldigvis går det også den anden vej. Når mine elever er veloplagte og nysgerrige, er verden som lærer rigtig dejlig.

Hmm, kunne du indvende. Er det ikke lidt rigeligt at lade sit humør afhænge af en flok hormon-sprængte teenagere, der overhovedet ikke tillægger skolen same betydning som læreren tydeligvis gør? Tjo, det er det måske. Det er bare meget svært at lade være.

I dag er en af de gode dage. Jeg føler, at jeg har nogenlunde tjek på tingene, jeg er endda forud med planlægningen af SSO (HF'ernes Store Skriftlige Opgave, der løber af stablen 14-21. december).

Og så har eleverne altså været ualmindeligt herlige at undervise i dag. Jeg fik godt nok mit højniveauhold til at gå i panik, da jeg præsenterede dem for de eksamensstile, de skal skrive. Det forventes mærkeligt nok, at de skal nå sammen niveau som gymnasie-A-niveau-hold, og det kan på ingen måde lade sig gøre, skulle jeg hilse og sige. Ikke nok med at de skal lære det samme på to år (det er en modenheds-udfordring af betydelig skala; normalt skal man til 3.g, før elever kommer med nogenlunde fornuftige analyse-forslag, og det handler ikke altid om øvelse), nej - nu skal jeg lige se, hvor jeg kom til inden parentesen (jeg beklager den fragmentariske stil) - de skal også beherske samme niveaus grammatik uden først at have haft et halvt års AP: Almen Sprogforståelse, hvor fokus er på grammatik, sprogteori, sproghistorie etc. De har altså ingen mulighed for at vide, hvad præ- og suffikser er, de stakler. Men, men, de skal jo igennem - og det kommer de fleste nok også.

Og så er der mine 1.g'ere. Så kække, at det smitter. De er videbegærlige på en helt anden måde end HF'erne, og man kan fylde på og fylde på og fylde på. Jeg har dem både i engelsk og førnævnte AP, og i dag gennemgik jeg ordklasser med vægt på verber. Jeg blev selv helt forpustet over den vidensmængde, de skulle sluge i dag:

tre grupper af ordklasser
lukkede+ åbne ordklasser
nye ord
sammensatte ord
finitte+infinitte verber
tempus, modus, diatese
enkeltordsverber+sammensatte
præsens
præteritum
futurum
perfektum
pluskvamperfektum
imperativ
aktiv+passiv
præsens participium
perfektum participium
infinitiv

Alt sammen sat i en fin træstruktur. Jeg sendte en tanke til toposbamsen. (ERFA's kælenavn for Ole Togeby, der som I måske ved har lavet et topostræ. Til eksamen viste det sig, at han var mere en bjørn end en bamse.)

Dette indlæg bliver vist lidt mat her i enden. Du havde forventet den store, forkromede afslutning, ik? Jeg er for træt. Men på den gode måde i dag.

I love Paris in the spring time, I love Paris in the fall...

2007-11-05T15:54:00.000+01:00

My sister'll get the reference. The rest of you, knowing that I speak British English, RP, whatever-you-call-it, will have to think that I don't know the difference between autumn and fall. (That's actually unfair, because of course I know, but of course sometimes, a fall slips out. So either way, you're not to blame.)

But the day after tomorrow (that sounds like another reference but it isn't) I'm going to PARIS! A new era has begun on the secondary schools in this country. (Oh, I'm still not happy about the secondary school-label, have you got a better word for the Danish gymnasium? - please let me know!) The we-have-to-something-to-keep-our-teachers-here-era. It means, among lots of other things, that all the teachers are going to Paris.

To discuss the strategy of the school, to get together, to see Paris, to talk, talk, talk - and probably also to have an itsy bitsy glass of wine.

And it's much needed, I might add. This morning, at 10 o'clock, I walked out of a classroom saying, 'have a nice weekend!' NOT a sane thing to do Monday morning...

Blog-fravær

2007-11-01T08:45:00.000+01:00

Ja, ja, jeg ved det godt. Der går for lang tid mellem mine indlæg.

Jeg kunne komme med mange forklaringer: der er alligevel aldrig nogen, der skriver kommentarer, jeg har ikke noget at skrive om, jeg har for travlt, jeg når at fortælle Darcy alle de gode historier, og så orker jeg ikke skrive dem ned.

Og ja, ja, jeg ved også godt, at det er (halv)dårlige undskyldninger. Så her kommer flere historier:

1. Jeg var på KUA i går og fortælle om mit speciale. Jeg har i min egen universitetstid været med til at sætte gang i specialecaféer, hvor der to gange pr. semester kommer kandidater og fortæller om deres nyligt overståede specialer. De yngre studerende kan så både høre om, hvor forskellige emner, man egentlig kan skrive om, og de kan også høre, hvordan det er at skrive speciale. Kan det nu også lade sig gøre på 6 måneder? (Ja, det kan det godt!) I går stod jeg så på programmet, og det var - med fare for at lyde som et Ugebladet Søndag-interviewoffer - så skønt. Så skønt endelig at være dén, der har afleveret. Så skønt at kunne stå i en time og snakke om sig selv og sin mission. For det var den gennesyrende tanke, da jeg stod med et ret dårligt PP-show og snakkede og snakkede: Hold da k... hvor jeg elsker det her retorisk læsning!

2. Jeg er nu officielt i gang med min efteruddannelse som gymnasielærer. Først gælder det en jubilæumskonference i Engelsklærerforeningen, hvor der kommer flere stjerner fra mit speciales litt-liste. Men især bliver det spændende til en workshop, hvor det handler om Teaching non-fiction. Det er en noget anden tilgang end min - noget med stram og slap(!?), som jeg ikke lige har fået hoved og hale på endnu.

Det andet gælder noget endnu bedre. Min vicerektor spurgte, om jeg ikke havde lyst til at komme på fagdidaktisk kursus i retorik i foråret. Fagdidaktiske kurser er primært for pædagogikumstuderende, og de handler altså om, hvordan man griber undervisningen an i sit fag. (En ting er jo at være kandidat i et fag, noget helt andet er at undervise gymnasierødder i faget!) I løbet af sin uddannelsesstilling skal man have fagdidaktisk(e) kurser i begge fag. Fordi retorik stadig er så lille et fag, er der sandsynligvis ikke et kursus hvert år. Derfor kommer jeg afsted i år. Jeg siger ikke mere - you do the math...

PS. Den eneste grund til at jeg i dag har tid til dette indlæg er, at mit højniveauhold har studievalgs-dag - så jeg møder sent. Dejligt!

PPS. Næste gang handler det nok om de panikslagne HF'ere, jeg møder i dag. I dag skal de aflevere blanket til SSO (Stor Skriftlig Opgave, tænk 3.g-opgave), og der er garanteret nogle af dem, der stadig ikke helt har fundet ud af, hvilket fag de vil skrive i.

Så kom vi videre...

2007-10-22T18:47:00.000+02:00

Nu har jeg gået og skulet i et par dage over en specialeudtalelse, der direkte modsiger nogle ting fra specialevejledningen.

Marts: "Christian, skal jeg have et metodeafsnit?" "Næ, det behøver du ikke. Men du kan jo inkludere det i et andet kapitel."

Oktober: "Nanna kunne have med fordel skrevet et metodeafsnit. Som specialet ser ud nu, virker forbehold spredte."

Nå, men ikke mere om det - man kan jo ikke være utilfreds med 10. Det er jeg heller ikke; jeg er faktisk rigtig glad for mit 10-tal. Men jeg er ikke glad for den vejledning jeg har fået. (Men jeg har i det mindste fået lidt, i modsætning til 2 andre fra min specialegruppe.)

Og så har jeg været til fokusgruppeinterview om blogging og web-communities. "Du burde være diskvalificeret på forhånd," sagde min veninde, da jeg fortalte, hvordan jeg måtte sidde og rette lidt i interviewerens ret banale og generaliserende observationer. Hun fik det til at lyde, som om netop web-communities var en HELT ny måde at kommunikere på, der på ingen måde kunne sammenlignes med mobiltelefoni, emails eller sågar det helt gammeldags telefon. Det blev måske en anelse akademisk, but hey - that's what we do! Det var ret svært at sidde med alvorlig mine og høre dem svare helt alvorligt på, hvorvidt de kunne forestille sig et liv uden FaceBook; hvad det virkelige liv kan, som nettet ikke kan. Alt sammen med den underliggende præmis, at alle kan komme på nettet, skabe en FaceBook-profil og oven i købet gør det: "Der er jo alle slags mennesker på nettet; derfor er det så spændende!"
"Nej," måtte jeg indvende, "der er IKKE alle slags mennesker på nettet! Især ikke på sider som FaceBook, som faktisk kun rekrutterer fra en meget lille del af befolkningen."

Det var faktisk næsten sjovt. Og så fik jeg to biograf-billetter, så min Darcy og jeg kunne se Michael Clayton.

KARAKTER

2007-10-15T14:42:00.000+02:00

I dag skete det så. Jeg fik svar på anden del af efterårets store gåde. Dvs., som det gik med uddannelsesstillingen, fik jeg heller ikke her endeligt, endeligt svar. Jeg har fået karakteren, men ikke min udtalelse. Kock har efterårsferie, så han har ikke fået den skrevet under endnu. Men den ligger færdig hos sekretæren, der sender den til mig i morgen. "Men altså ikke i underskrevet tilstand." Nej, nej, jeg er da ligeglad. For jer, der kender Christian, vil I ikke være spor overraskede over, at han tager på ferie uden at få sendt udtalelser ud. For jer andre kan jeg kun sige: Han er jo trods alt professor.

Nå, men I vil vel gerne høre karakteren? 10 fik jeg.

Jeg er glad og tilfreds, men jeg hopper ikke op og ned. Ja, jeg ved godt, at det lyder grimt, og jeg indrømmer gerne, at jeg er en grim person. Fortalte jeg om drømmen, hvor jeg fik 12,4 pil op? Det gjorde jeg vist nok. Men det er egentlig først til at sige noget om i morgen, når jeg har læst udtalelsen. Hvis de slår ned på nogle ting, som jeg ærlig talt ikke havde tænkt på: Fair enough. Hvis de slår ned på nogle af de ting, som jeg bad Christian om hjælp til i slutfasen - men som han aldrig hjalp mig med: Arghzzzgggrrrrrhhhhrrrr!

Ikke et ord om næste år

2007-10-11T16:39:00.000+02:00

Nu har jeg klaret det ene af ugens to store spørgsmål. Det vil sige, jeg har ikke ligefrem klaret spørgsmålet. For jeg har ikke fået noget klart svar. Derfor ikke et ord om næste år. Jeg ved derfor endnu ikke, om jeg får pædagogikum på SG. Og hvis jeg gjorde, måtte jeg ikke sige noget om det, for de andre årsvikarer skal også have en chance. Men det er faktisk ikke løgn; jeg har ikke fået en definitivt, positivt tilsagn, Vicerektor har åbenbart været alt for letsindig, da han - kom til - at love mig et klart svar inden efterårsferien. Jeg kan formode, men ikke vide. Vide får jeg først lov til i marts-april. Indtil da må jeg så se, om jeg vil opføre mig, som om jeg bliver på SH (dvs. blive ved med at være proaktiv, som jeg forsøger at være nu), eller om jeg skal søge hen, hvor græsset er grønnere. Muligvis forhøjer mit kursus, der går i gang i uge 6, de sjællandske gymnasiers viden om min eksistens. Som altid, fristes jeg til at sige med fare for at komme til at lyde utaknemmelig, bakker mine kolleger mig op og håber som jeg på at vi bliver ved med at være kolleger en rum tid endnu.

Og det andet spørgsmål? Ikke en lyd. Hver dag, når postbudet kommer, sidder jeg med bankende hjerte. Og hver dag, når det kun er NordVestAvisen eller et brev fra ejendomsadministratoren, bliver jeg skuffet.

På mandag skal jeg ind til rundbordsdiskussionen om at blogge. Noget af det, jeg sagde til hende Nana fra Gads analyse, var, at jeg aldrig skrev noget personligt på bloggen. (Jeg er hævet over den slags! Ligesom jeg aldrig læser sladderblade) Men nu vil jeg alligevel skrive lidt personligt. Om ikke andet kan jeg retfærdiggøre det ved at skrive, at det er noget, der kommer til at påvirke mit arbejde de næste tre måneders tid - eller visheden om, at i hvert fald én af jer faste læsere har indrømmet, at han/du springer det faglige over og går lige til sladderen.

I går sagde jeg min lejlighed op. Det var en ret definitivt skridt på vej til Duevej, men hvor føltes det godt! I dag har jeg så snakket med min vicevært om, hvorvidt jeg skal Polyfillere (det er et af mine nyopfundne ord) huller. Næ, det behøver jeg ikke. Dejligt. Efter 20 minutters viceværtssnak med jokes om radiatorer, træk fra vinduer og folks farvevalg, gik jeg glad og tilfreds op til 4. sal og begyndte at skrive på en liste med alle de ting, jeg skal sælge. Så hvis du mangler et møbel, må du endelig sige til! Jeg har en seng, sofa, sofabord, køleskab, reol, skrivebord, lænestol, spisebord og 4 stole, jeg skal af med. Og før du spørger: Jo, jeg skal også have nogle af mine egne ting med - de vigtigste ting: køkkenting!

Will I stay or will I go?

2007-10-08T12:23:00.000+02:00

Når denne uge er omme, ved jeg (forhåbentlig) hvor jeg befinder mig næste år. Måske har jeg også fået resultatet og udtalelsen for mit speciale.

Jeg render rundt med en spændingshovedpine, der ikke rigtig vil gå væk, og jeg mistænker, at det er fordi jeg ubevidst går rundt og venter og venter og venter.

Måske skulle jeg forklare det med mine fremtidsudsigter. For tre uger siden (+ -) holdt jeg et møde med vicerektor og min agent. Mødets formål var at diskutere, hvilke fremtidsmuligheder der er i mig - og i retorik. Det lød, som om skolen er parat til at satse ret stort og lade retorik sætte et præg på skolen, så alle elever har fået en eller anden form for retorisk undervisning i løbet af deres tre år på stedet. Det lyder jo rigtig dejligt, ik? Det er det sådan set også, men kræver, at skolen vil ansætte mig i en uddannelsesstilling, så jeg kan få pædagogikum. Og det er de ikke sikre på endnu. Eller rettere sagt var. For jeg måtte sætte foden for døren og sige, at de store planer er udmærkede, men jeg kan ikke bruge dem til noget, hvis jeg ikke ved med sikkerhed, at jeg bliver på skolen. Jeg har hverken lyst eller energi til at lægge store udviklingsplaner, som skolen så kan snuppe, mens jeg må se mig om efter et nyt årsvikariat.
Resultatet på mødet blev altså, at jeg inden efterårsferien skulle få at vide, hvorvidt de vil tilbyde mig en uddannelsesstilling. Dog med 99% sikkerhed. "Der kan jo komme et jordskælv, eller endnu værre: Vi kan få påbudt noget fra ministeriet." Det er altså LIDT nervepirrende at gå og vente på. Min Darcy siger (selvfølgelig), at jeg (selvfølgelig) får stillingen, at jeg kan tage det helt roligt. Sådan plejer det da også at gå; min familie vil kunne skrive kommentarer til dette indlæg med tusinde historier, hvor jeg har været heldigere end heldig. Tingene løser sig altid for mig. Men hvad hvis de ikke gør det denne gang?

Og så er der specialet. Det er en helt andet sag. Jeg har haft de første to drømme om, hvordan jeg kommer hjem fra arbejder og finder konvolutten. Den første gang fik jeg 12,4 pil op i karakter.... Hmmm, jeg bliver vist nødt til at skrue forventningerne ned... Det hjælper ikke på det, at jeg nu har fat i specialet igen nu hvor jeg skal skrive min bog - og jeg finder slåfejl hist og pist. Den sidste finish har vitterligt aldrig været min stærke side. (Det kan min familie også skrive mange historier om!)

Nå, nu må det være nok for i dag. Jeg har forberedt mig til i morgen, men måske skulle jeg få ordnet hele ugens forberedelserne, så jeg kunne være lidt til stede om aftenen...

Første elev-feedback - og så skal jeg være med i en fokusgruppe om blogs

2007-10-04T20:12:00.000+02:00

I dag har mit højniveau-hold læst det første kapitel i min bog. (Det lyder altså så surrealistisk; kan ikke helt vænne mig til at sige min bog) Og det var rigtig, rigtig fedt! På to måder:

1. Jeg fik god feedback, som jeg kan bruge til noget. De slog ned på præcis de steder, hvor jeg i ugens løb havde siddet ved skærmen og tænkt "aah, this is a bit too corny" eller "Hmm, I wonder if they will understand this sophist-business"? Det viste jo så også, at jeg efterhånden har et ret godt tag på at skrive ukompliceret; en af drengene sagde (uopfordret) at teksten var ret let. Jeg skal lade hans motiv være usagt, men jeg blev jo glad, for er der noget, jeg har øvet på denne blog, så er det at tale ukompliceret om komplicerede ting. Men altså, jeg kom fra at sige, at jeg har fået rigtig god og dermed brugbar feedback; nu ved jeg lige, hvordan første kapitel kommer til at se ud. Nu skal indholdet dog liiige godkendes af ERFA, mine flueelskende retoriker-venner, som nok skal komme med gode ændringsforslag.

2. Det var fedt, både for mig og for eleverne, at de kunne hjælpe mig. De voksede lige 10 cm i stolene, da jeg bad dem og deres uforbeholdne mening. Det klæder på elever og lærere, at de kan føle sig ligeværdige ind imellem. Det gjorde vi i dag, synes jeg, og det var en god oplevelse. (Og så har der aldrig været så stille og koncentreret på alle sider af hesteskoen, som der var i dag.)

I morgen færdiggør vi snakken om kapitel 1 (What is rhetoric?) og så tager vi hul på kritik af kapitel 2: What is retorical analysis? Jeg glæder mig.

Og så blev jeg ringet op af en Nana/Nanna fra et eller andet analyseinstitut. De skulle køre en fokusgruppe om blogs. Om jeg har en internetblog? Ja, jeg har fire. Ok, hvad blogger du om? Og så snakkede jeg ellers tyve minutter, hvorefter Nana/Nanna takkede mig meget for at jeg ville stille op til fokusgruppeinterview. Yes, I found a talker!!! Ja, jeg er jo ikke helt til at stoppe, når jeg får lov til at 1. tale om retorik 2. tale om mig selv. (vi er jo alle narcissister)
Hun blev godt nok lidt stille, da hun spurgte, hvad jeg brugte bloggen til. Altså, du skal måske lige vide, at jeg er kandidat i retorik [ok, det er jo ikke helt sandt, men hvad], og jeg har undervist i skrivning, og hvordan man kan bruge blogs i sin skriveproces. Min specialeblog var altså et meget bevidst valg om at bruge bloggen som en ideskabende ressource. OK, så har du måske ikke brugt den så meget til at skrive om personlige ting? Hvis du nu købte et nyt tørklæde, ville du så skrive det på bloggen?

Vi lader den lige stå et øjeblik...

Studerende = vi? dem?

2007-10-03T15:41:00.000+02:00

En af dagens nyheder er, at danske studenterpolitikere er utilfredse med regeringens forslag om at sætte SU-fribeløbet op. Det blev jeg sgu lidt forarget over - her har... (og her gik min tankerække så i stå. For skulle jeg sige vi eller de?)gået og brokket os/sig over, at vi/de ikke kunne have et ordentlig studiejob og samtidig få SU. På den anden side er det svært at tjene så mange penge, at man kan klare sig uden SU. Typisk catch 22. Men en svær tankerække, når man ikke længere ved, hvilken lejr man hører til.

Hvad siger I? Er jeg stadig studerende, fordi jeg mangler en eksamen? Eller er jeg ikke, fordi jeg ikke længere studerer?

Hvad er retorik?

2007-09-30T11:16:00.000+02:00

Det spørgsmål har folk stillet mig jævnligt de sidste... ja, 6 år bliver det jo efterhånden.

For 6 år siden kunne jeg næsten citere studiebeskrivelsen ordret. Folk blev muligvis ikke svært klogere, men omvendt var jeg heller ikke selv så klog på det tidspunkt, så jeg syntes egentlig, at det var fair nok.

For 5 år siden brugte jeg eksempler fra vores meget konkrete undervisning i argumentation, skriftlig formidling og det at skrive og holde taler. Det kunne folk godt forstå. Jeg citerede også en underviser, der havde fortalt os, at "på Handelshøjskolen [som det stadig hed dengang] ser de på, hvad der virker nu og her. På retorik ser vi på, hvad der har virket de sidste 2000 år."

For 4 år siden var jeg træt af retorik og svarede "skåål!" Det kunne folk også godt forstå.

For 3 år siden begyndte forklaringerne så at blive lange. Jeg var lige begyndt på engelsk og kontrasten gav mig en idé om, hvad jeg egentlig kunne som mine medstuderende på engelsk ikke kunne. Jeg synes oftest, at det var meget sjovere at fortælle folk forskellen mellem udtalen af det engelske "hot" og "hut". (Der var på det tidspunkt en reklame, for Hot'n'Sweet, hvor de praktisk taget siger Hytte og Sød...) Jeg kunne også godt lide at forklare transitive og intrasitive verber.

For 2 år siden havde jeg netop afsluttet retorikkens teori og historie. Det var en kæmpe øjenåbner for mig. Pludselig elskede jeg antik retorik. Tænk, at man for 2000 år siden tænkte på undervisningsdifferentiering! Samtidig begyndte vi i min lille retorikklike (de fleste sad også på 9F med mig) at diskutere retorikkens etiske aspekt. Derfor ofrede jeg meget tid på at forklare, at retorik er normativ, at vores uddannelse tager udgangspunkt i antikken og derfor principielt bygger videre på de principper. Det frelste var ikke til at tage fejl af. Til gengæld står jeg stadig inde for alle de moralprædiker, jeg er kommet med i denne periode.

For 1 år siden havde alle mine venner efterhånden fundet ud af, at jeg læste retorik. Nogle få af dem havde endda også forstået, hvad faget går ud på - de andre havde vist bare vænnet sig til at lade være med at spørge. Hvis der endelig var én, der spurgte koncentrerede jeg mig om at fortælle, hvilke job retorikere typisk får: kommunikationsmedarbejder, kommunikationsrådgiver (aka. spindoctor), konsulent, underviser. Folk havde lidt svært ved at se, hvor forskellen mellem retorikere og cand.comm'ere lå. Så talte jeg ikke mere med dem dén aften.

Nu spørger folk ikke mere, hvad retorik er. For når jeg møder nye mennesker, siger jeg bare, at jeg er gymnasielærer. Det er meget lettere. Eventuelt kan jeg forklare, hvad mit speciale går ud på.

Men hvad er så problemet? Jo, nu er jeg i gang med at skrive på et kapitel til min bog, hvor jeg skal forklare, hvad retorik er.

Og hvordan får jeg forklaret det, så 1: Gymnasieelever kan forstå det. 2: Jeg yder retfærdighed mod faget og mine fagfæller. 3: Jeg får min egen retoriske dagsorden med?

Indtil videre er jeg kommet frem til, at kapitlet må indeholde:
- et indblik i, at retorikken stammer fra det antikke Grækenland. Jeg dropper altså det med retssagerne på Sicilien. Er det acceptabelt?
- En forklaring af, at retorik er kunsten at producere og evaluere kommunikation. (Hov! Her skal jeg huske, at det er i konkrete situationer - det har jeg vist glemt indtil videre.)
- Retorikkens demokratiske mål og det etiske aspekt. Det vil altså sige en forklaring af, hvad det betyder, at retorikken er normativ.
- endelig en sondring mellem den teoretiske retoriker (sådan en som mig) og den praktiske retoriker (alle jer, der (bevidst) udøver retorik).

Genbrugstekst nr. 1

2007-09-28T12:34:00.000+02:00

I dag har jeg undervist i de to blogtekster, jeg også brugte i specialet. Og wow! Det er fedt at undervise i en tekst, (eller i dette tilfælde to) man er så meget inde i, og ikke mindst har brugt i undervisningsøjemed før. Jeg kunne improvisere, joke, strukturere og gribe kommentarer på en måde, som jeg desværre alt for sjældent oplever. Det hele kørte bare (synes jeg - gad bogstaveligt talt godt vide, hvad eleverne tænkte), og jeg overholdt endda min tidsplan! Det ser man ikke hver dag i Frk Flindts timer.

Så nu er jeg kommet tidligt hjem, har vasket op, ryddet op og tømt Jyllands-tasken, og nu skal jeg skrive på første kapitel af retorik-bogen. Aah... Kan I mærke dem? De gode vibes?

Four days' relaxation ahead

2007-09-22T10:43:00.000+02:00

Next week, most of my students are off on school trips. One class is off for Amsterdam, and the other for Prague. That means I'm off for Jutland form Monday through Thursday. I can already feel my heartbeat slowing down. On the other hand, I know that on Tuesday, I'll be missing my students, wishing them home again. That's the thing I (mostly) love and (sometimes) hate about my job. It's up close and personal. I spend more time with these kinds than I do with my friends, and almost as much as I spend with my boyfriend. I know that I befriend my students more than most of my colleagues, I let them know things about me that most teachers would hide intently: "Yes, I'm actually nervous about this lecture I'm giving 90 students in about 15 minutes, so I might be a bit off today..." I don't see any reason my students shouldn't see that I get nervous, confused, angry or just jolly happy when I've found a new, brilliant dictionary (nerd alert!).

But teaching also means you give yourself. Maybe not 100% every time, but almost. And you really need these breaks from time to time. You have to, pardon the cliché, recharge the batteries. Find the energy to answer tons of questions, correct tons of papers and write tons of words on the blackboard.

Usually, these holidays make me think about what I do, and how I do it. So the next week, you can expect more philosophical posts from a teacher who, in her tiredness, spelt awful aughful.... Then I knew it was time to cool off!

Hverdag er...

2007-09-18T15:03:00.001+02:00

... når man har for travlt til at skrive på bloggen mere end en gang om ugen. (Jeg savner at skrive hveranden dag.)

Tingene går lidt hurtigt for tiden. Lidt for hurtigt. Jeg nyder da både at undervise, at tænke på min bog (som jeg i hvert fald ikke er kommet i gang med endnu), at lave lejlighed, at se mine venner (hov, slet det - jeg ser jo ikke mine venner for tiden), at rette stile og ikke mindst at planlægge undervisning. Men når man vågner kl 03 ved at man er begyndt at planlægge undervisning i søvne og i øvrigt ikke kan falde i søvn igen før kl 05, fordi man ligger og tænker på 1: undervisning 2: det her er tegn på stress 3: jeg skal falde i søvn igen hurtigst muligt, så jeg er frisk til at undervise kl 08 i morgen - ja, så går det altså for hurtigt.

Hvad gør man så egentlig? Der er vel flere svar, men ærlig talt, så gider jeg ikke tænke over dem nu (og det kommer jeg til, hvis jeg skal skrive om dem).

OK, i dag er jeg muligvis den lidt ynkende gymnasielærer, men der er altså bare nogen dage, hvor det er ikke lige så fantastisk som andre. Når man har en dag, hvor man mest af alt vil sidde stille og roligt uden at tale med nogen, forholde sig til nogen eller afkræves lange og kloge forklaringer på svære problemer, er lærerjobbet ikke en dans på roser. Det fik jeg skåret ud i pap i går.

Blogs skulle efter sigende være katharsis-inducerende, så jeg må hellere slutte af med noget positivt - så har vi vist været de grove faser igennem. Åh ja, jeg kan jo sige, at jeg heldigvis har undervisningsfri i morgen, så der skal jeg ikke sige en lyd. Kun rette 34 stile. (Nej, nu gør den det igen. Den negative side vil bare have det sidste ord i dag.)

Jeg har lånt min venindes bil! Ha, det er en positiv ting! Det var så dejligt at kunne sove 20 minutter ekstra i morges, fordi jeg først skulle køre 07:20! Og det var så dejligt at komme hjem på 23 minutter mod de sædvanlige 48!

Hvad er hverdag?

2007-09-08T20:58:00.000+02:00

Jeg havde sat mig for at skrive en post i aften, men pludselig ved jeg ikke, hvad jeg skal skrive om. Hvad har jeg oplevet de sidste tre dage som 1: Er spændende at læse om, 2: er spændende at skrive om, 3: ikke overtræder min tavshedspligt og 4: ikke kompromitterer mig i det tilfælde, at der rent faktisk er nogen, der læser denne blog.

Med andre ord kan jeg efterhånden ikke finde ud af, hvad der er kedelig hverdag og hvad der er værd at bruge 5 minutter af jeres tid på at fortælle om.

Jo, jo, jeg kan da godt skrive, at DHL-stafetten gik rigtig godt, at det var en virkelig hyggelig aften, at det (igen) overbeviste mig om, at jeg bare har det godt med andre lærere (hyggelige, kloge, men sjældent prætentiøse). Men det er jo ikke derfor, jeg skriver denne blog. Eller derfor I læser den.

Jeg kunne også skrive om en elev, der har samme entusiastisk tilgang til grammatik, som jeg selv har, og om fornøjelsen ved at høre en elev bruge de latinske betegnelser. Men skamros af elever hører sig ikke rigtig til herinde synes jeg. Hvis de fortjener at bliver rost, gør jeg det face to face. Hvis de ikke fortjener det (fordi de fx har usandsynligt meget fravær og det derfor bare er frustrerende at se sådan et talent blive spildt) må de for guds skyld ikke læse om det herinde.

OK, jeg kan da godt fortælle at jeg har taget hul på Det Store Genreefterår. En af mine klasser har virkelig brug for genreundervisning. De aner ikke hvad forskellen mellem en analyse, en diskussion og en karakteristik er. Nu har jeg i første omgang udstyret dem med et papir om gode råd til skriftlige opgaver. De var overraskede over nogle af de ting, jeg nævnte mht. formalia. Der er lang vej igen... Ej, nu er jeg måske ikke helt fair. De har faktisk styr på noget af det, og de fleste af dem er meget interesserede i at forbedre sig; det er det vigtigste. Men én ting er at have styr på det i teorien; noget andet er praksis og dét indtryk det gør på mig at modtage en stil uden navn, med enkelt mellemrum, uden opgavenumre - der står måske ikke engang en hilsen i den mail, de har sendt med filen. De prøver med andre ord at afprøve en gammel tese: Lærere er ikke mennesker med rigtige følelser. Det betyder bl.a.:

- De har ingen weekendplaner; andre end at rette stile.
- De har ingen følelser; derfor påvirkes de ikke af små tegn på tjekkethed/utjekkethed når de skal give karakterer.
- De bliver aldrig flove eller forlegne, derfor må man gerne kommentere deres påklædning/udseende/opførsel højlydt foran alle andre i klassen - eller direkte til læreren selv.
- De taler ikke med de andre lærere og de er slet ikke venner; på lærerværelset tales der kun afdæmpet om undervisning.
- De opdager ikke, når man sniger sig til at sms'e; de ved faktisk slet ikke hvad en mobil er.
- De hører kun non-human musik. Dvs. musik som Beatles, Edith Piaf og kompliceret jazz.

Ak ja; hvis bare da aldrig havde ret - det har de desværre.

Min Mac er tilbage!

2007-09-05T12:00:00.001+02:00

Ahhh... I går cyklede jeg ind til Gl. Mønt og og hentede min Mac, der har været til rep. Jeg må være et fattigt menneske, for det føles, som om jeg nu er blevet hel igen. Hvad hvad siger det lige om mig?

Og hvad siger det om mig, at jeg faktisk har lidt svært ved at have fået nyt keyboard og det cover, der omringer keyboardet? Det føles lidt anderledes, jeg skal trykke en anelse hårdere, og det gør, at der ryger et par bogstaver her og der. Irritascious...

Til gengæld er det dejligt, at min blog i går viste sit værd. Hvis I læser kommentaren på indlægget om de tavse elever, vil I se, at min svenske veninde Moa har skrevet en kommentar med sin mailadresse. Vi læste statskundskab i Lund sammen for (gisp!) snart 7 år siden, og efter et par flittige mail-år mistede vi kontakten. Men nu har jeg skrevet løs på svensk - så indtil videre har i hvert fald ¨-tasten løsnet lidt op. Jeg tror, hun er overrasket over, at jeg er blevet gymnasielærer; det lå på ingen måde i kortene dengang (jeg skulle jo være international diplomat). Til gengæld fik jeg en stor kompliment: Hun havde regnet med, at jeg ville markere mig på en eller anden måde - og var (som journalist) rigtig glad for, at det bliver med en bog. (Det er min blog, så jeg må gerne rose mig selv - ik?)

Tilbage står nu dagens opgave: At forberede et 60-minutters oplæg om retorik for 90 1.g'ere. I mandags holdt jeg retorikdag for en 1.HF, hvor jeg lavede et lignende oplæg. Et jævnt PP-show med efter min mening Rhetoric's Greatest for Young Students: Den retoriske pentagon - og de tre appelformer. Sidstnævnte mest fordi det er et ønske fra mange af de andre lærere, at eleverne lærer om ethos, logos og pathos. Selv har jeg både svært ved at forklare det meget kort - og svært ved at få dem til at bruge det på en konstruktiv måde, så man ikke ender i: "Det var rigtig godt, da du brugte pathos."

Men udfordringen i dag bliver at finde på en tale, som jeg kan tage udgangspunkt i for den receptive del af mit foredrag - jeg skal altså supplere teorien med eksempler, hvor jeg bruger pentagonen til analyse. Det skal jeg vist lige nørkle lidt med...

Og så løbe DHL-stafet i aften. Go teachers!

Hvorfor er mine elever så kortfattede?

2007-08-31T16:10:00.000+02:00

I dag har jeg fået stile både fra mit B- og A-niveauhold. B-niveauholdet skulle svare på to spørgsmål om en novelle, de har læst. Jeg bad dem om at skrive 2000 tegn; lidt under en almindelig computerside. A-niveau skulle dels skrive et referat på maks. 100 ord og desuden en diskussion (her regnede jeg med at få 300 ord).

Begge hold har fået 4 timer til opgaven. Hvor meget tror I man kan nå på 4 timer?

Not a lot, apparently!

I gennemsnit har jeg fået 200 ord. Nogle har skrevet 10 linjer. 10 linjer på 4 timer! Hvad sker der? B-niveau havde endda læst og arbejdet med novellen først, så det tæller ikke med i de 4 timer...

Alle skrivedidaktikere derude, hvordan kan man lave en omvendt "Teaching the Concise Style": Again, but twice as long?

Frk. Flindt: Forfatter og Foredragsholder eller: Myten om den Arbejdsløse Humanist

2007-08-31T15:55:00.000+02:00

Det er ganske vist: Jeg skal udgive en bog.

Til næste år - sandsynligvis i august - udkommer min undervisningsbog om retorisk læsning af sagprosa. Det har 13 kapitler, hvoraf de 10 er (uddrag af) forskellige sagprosatekster med tilhørende spørgsmål og opgaver.

I onsdags var jeg til møde på Gyldendal, og det føltes ret surrealistisk at sidde foran min redaktør. Bare det at skrive min redaktør lyder for Carrie Bradshaw-agtigt til at jeg i mine slidte jeans og hættetrøje - jeg er forkølet - kan følge med. Flere gange havde jeg lyst til at hoppe og og ned i stolen og lave en Pretty Woman: 3000 Dolla-a-ars!!! (mens jeg stamper benene i gulvet) Ikke at jeg tjener bare i nærheden af 3000 $, but I'm sure you get the point. Kathrine does, anyway.

I går kunne min agent så fortælle mig... undskyld, lad os kalde hende MG... at engelsklærerforeningen gerne vil have mig ud og holde heldagsforedrag om retorisk læsning.

Hvordan har man overhovedet tid til at undervise med sådanne planer, spørger du måske? Tja, det ved jeg heller ikke. I første omgang har jeg lagt mig syg i bar panik. Ugens første tre dage gik med ondt i halsen og svimmelhed, nu er det så krøbet op i næsen, så jeg snotter mere end trolden i Harry Potter and the Philosopher's Stone.

Nå, og nu til den anden del af overskriften. Mine venner fra retorik, Gøgleren og Specialeskribent numero uno, har på et tidspunkt skrevet en artikel om, hvor sjældent man hører succesrige historier om humanister. Vi bliver som oftest fremstillet i medierne som nogle, der ikke gider blive færdige med vores specialer, som synes vi er gode til alt men i virkeligheden intet kan, og som i hvert fald ikke kan forvente et job, når vi endelig afleverer vores speciale, der sikkert handler om kvindesyn i 30'er-litteratur. OK, nu overdriver jeg artiklens indhold - de gjorde det lidt mere subtilt, but subtle has never been my strong side. Hvorom alting er, så er jeg jo godt i gang med at modbevise Myten om den Arbejdsløse Humanist. And damn, it feels good!

3 "fri"-dage

2007-08-27T14:00:00.000+02:00

Jeg har tre fridage foran mig. Dvs. 3 undervisningsfri dage. Jeg sidder med lidt feber, kvalme og konstant gåsehud og skal samle op på de ting, der har fået lov til at ligge til efter specialeafleveringen:

- studieplaner. I teorien kan jeg indtaste de forløb, jeg vil læse med mine tre engelskhold indtil næste sommer. Jeg burde allerede nu i hvert fald indtaste store opgaver, så mine kolleger kan se, hvornår de (ikke) skal give eleverne noget andet stort for.

- forberede mig til møde med redaktøren på Gyldendal (jeg synes stadig det lyder for blæret og jinxende at sige "min redaktør"). På onsdag forventer hun tekstforeslag og opgaveforslag. Det lyder ikke umuligt, og det er det sådan set heller ikke. Alligevel er der flere forhindringer: Min Mac er til reparation; nu kunne den ikke holde til mere. To dage før aflevering opdager jeg en revne i nedenfor tastaturet der hvor jeg hviler hænderne... Humac har 10 arbejdsdage til at lave den. Det føles allerede som 10 år. Det er jo heller ikke noget problem i sig selv. Alligevel er det lidt problematisk, når man i sin afleveringseufori(over specialet, ikke Mac'en) får afleveret Mac'en (ikke specialet) uden at tage backup af samtlige dokumenter. Derfor har jeg nu kun en gammel udgave af mine undervisningsvejledninger og dermed også af mine opgaver... Nå, men jeg skal nok fortælle meget mere om mødet på onsdag - det føles stadig ikke helt virkeligt, og jeg er bange for at sætte mine forventninger for højt. Derfor går jeg stadig lidt stille med dørene om det.

- skrive et forsvarsskrift for retorik til chef. Rektor og vicerektor vil gerne høre, hvad retorik kan som valgfag - og hvilke kurser jeg vil kunne give elever såvel som lærere. Derfor har jeg i dag skrevet tre sider om retorikkens essens. Det er ikke blevet helt så skarpt som jeg havde håbet. Derfor er det nu sendt videre til en retoriker, Gøgleren der til tider kommenterer her på siden, og han kan forhåbentlig sætte fingeren på de svageste steder.

Øh, det her blev vist noget ukohærent, men jeg har altså lidt svært ved at samle tankerne. Vil helst ligge på sofaen med et tæppe på og se dokumentarserier fra BBC (hvilket jeg da også gjorde indtil for et kvarter siden).

Mere må følge en anden dag (hvor jeg kan nasse på kærestens computer - blogskrivning er jo også svært uden min Mac...suk)

New blog!

2007-08-22T21:33:00.000+02:00

As of today, my blog has begun a completely new life.

As of today, I'm no longer writing a Master's thesis. (actually, that is as of last Wednesday, but who cares?)

As of today, the name of my blog is Teaching is Tricky.

As of today, I'll write about teaching: How do you do it? What did I do wrong? Why was this particular class so successful? So unsuccessful? What do you do with a student who hates poetry per definition? And so on, and so on.

Welcome, new readers!
Welcome back, old friends! Thank you for your comments so far.

(Og for jer, der bedst kan lide det på dansk: Bare rolig, bloggen er stadig tosproget.)

I'm back

2007-08-20T21:20:00.001+02:00

Jeg vil bare lige citere en i min allernærmeste omgangskreds, der torsdag aften sagde: "Hvor er det bare dejligt at du er begyndt på arbejde igen, Nanna. Det er virkelig rart at have rigtige Nanna tilbage!"

Vi lader den lige stå et øjeblik...

I mellemtiden kan vi overveje Teaching is Tricky. Hvordan lyder det? Og hvad med en lækker undertitel, der kører på, at det også er sjovt?

Specialet blev skrevet...

2007-08-16T16:39:00.000+02:00

Aaaaahhhh....

Kan du mærke den? Den rolige fornemmelse, der langsomt er ved at brede sig i kroppen? Det kan jeg. Siden i går kl 13 er jeg vokset 3 cm.

Specialet blev skrevet, kopieret, samlet og nu også afleveret.

Dagen blev først fejret med ERFA - mine retorikvenner. Desværre var to af os borte (en i Holbæk og en anden i Thailand), men fem af os mødtes på KUA. Tre afleverede specialer, to agerede support. Tak, ERFA-support! Dejlig Asti, dejlig hygge, u-hyggelige KUA. En passende coctail.

I går aftes blev jeg så forkælet på Saa Hvidt - fem retter og dertilhørende vinmenu. Mmmm! Det var lidt hårdt at underviser 08-12 i dag - men jeg blev atter bekræftet i, hvor meget jeg holder af at undervise: Når man selv kan nyde det efter 5 timers søvn og med blanke øjne, så er der noget rigtigt ved det!

Efter frokost hev rektor fat i mig, og vi havde en god samtale om min fremtid på Stenløse. Ingen løfter, men fra begge sider en tilkendegivelse af, at vi meget gerne vil fortsætte samarbejdet. Så nu skal jeg de næste par uger brygge et papir sammen, hvor jeg viser, hvor uundværlig retorik er i gymnasiet.

Denne post markerer også slutningen af frkflindt.blogspot.com som I kender det. Fra i morgen skal den hedde: Øh, og her skulle der så være en lækker titel, der antyder noget med retorik, engelsk og ikke mindst undervisning. Nogen gode forslag?

Kan du gætte...

2007-08-13T19:44:00.000+02:00

...hvad der står?

Sidste post inden aflevering

2007-08-09T16:44:00.000+02:00

Jeg har ikke skrevet i en uge. Jeg har en lille uge igen før aflevering. Og I får altså ikke flere posts inden jeg har afleveret. Jeg er ved at brække mig over fodnoter, sidetal, der ændrer sig selv tilbage til arabiske tal når jeg HAR lavet det til romertal tre gange, henvisninger, der ikke helt passer.

Jeg er egentlig færdig. Og så alligevel ikke. For specialet ligger endnu ikke i et print, og før det gør det, får jeg ikke ro. Ellers lyst til at skrive på bloggen. Så vent en uge til, så lover jeg at skrive når jeg har afleveret det!

Afslutningspanik

2007-08-01T21:31:00.000+02:00

Det er mærkeligt. Jeg er jo rigtig godt med, sådan speciale-wise: Mangler ikke så meget, har styr på det, er godt tilfreds. Og så alligevel. Jeg synes ikke, jeg har så forfærdeligt meget styr det, for jeg har ikke det store forkromede overblik over, om jeg mangler 15 eller 35 timers arbejde på det. Ja, jeg ved godt at det er et luksusproblem, for mine co-specialeskribenter mangler langt mere, og i hvert fald den ene passer også lige en chef-stilling ved siden af... Men lige nu er det lige før, jeg hellere ville have så travlt, at jeg ikke havde tid til alle de her overvejelser.

Er jeg nu også godt tilfreds? Har jeg gjort det så godt, som jeg kunne? Har det ikke bare været lidt for....nemt? (Oh, please Nemesis, ram mig ikke!) Burde jeg ikke lige bruge 10 timer mere på kapitel 2? Eller 3? Eller kapitel 5?

I dag sad jeg og skrev Frederiks rettelser ind (han er herligt pedantisk korrekturlæser), og da jeg havde omskrevet et afsnit og uddybe en pointe, kunne jeg pludselig ikke vurdere, om jeg havde

a. skrevet noget vrøvl
b. skrevet noget ligegyldigt
c. leveret kapitlets guldkorn

Det er da virkelig ikke særlig fedt...

Hvad skal der ske her efter Specialet er skrevet?

2007-07-27T14:07:00.000+02:00

Nu nærmer vi os vejs ende - tre uger to go, og jeg har ordnet mine noter og bilag. Wow, dette speciale har hevet en tjekket side frem fra mig, som var hidtil ukendt. Jo, jo, der står da i min Blå Bog, at "Nanna afleverer altid sine opgaver til tiden - hvis ikke en dag i forvejen," men det er altså ikke rigtig sket mellem gymnasiet og så specialet. OK, måske en enkelt gang med min Jane Austen-opgave. Men det var jo ikke planlagt, at opgaven skulle skrive sig selv. Hmm, måske er det tjekkede side ikke ukendt - måske har jeg bare gemt den væk på boheme-KUA?

Nå, denne post skulle slet ikke handle om mine struktureringsevner (-neuroser?), men om, hvad der skal ske med frkflindt.blogspot.com, når Specialet er skrevet?

Jeg er jo faktisk kommet til at holde af at skrive på bloggen. Det holder mig i kontakt med alle de mennesker, jeg ser alt for lidt til. (Selvom kontakten vist er noget ensidig - skriv nu nogle kommentater, så jeg ved, at I besøger min blog.)Det holder mine skrivefærdigheder i gang og mine forfatterdrømme i skak (men helt ærligt, hvem vil ikke gerne være den nye J.K.?).

Det mest nærliggende ville jo være at bruge bloggen til at fortælle og fundere over livet som gymnasielærer. Utallige bøger, film og sikkert også blogs beviser, at der er masser at skrive om. Men vil det være interessant? For mig? For jer?

Og kan jeg gøre det uden at bryde den tavshedspligt, jeg har?

antiklimax

2007-07-24T09:08:00.000+02:00

Yesterday, I thought I would finish off my conclusion. Thought, I say, because it was a lot harder than expected. Previously, I had imagined the conclusion to sort of write itself. I mean, it had been that easy to write the preface, to why shouldn't it be the same with the conclusion? This morning it struck me.

Most other conclusions I have written have been the conclusions of papers that I don't particularly care about. They have been a sum up-cake with a heavy on-the-one-hand-on-the-other-frosting. And of you know your cake isn't all the good, you don't really bother with the frosting, do you?

But now, I actually do have something to say with my text; I hope it will make a difference; and that I can say something valuable about the 80 pages I just put the reader through.

So, I figured as I ate my breakfast: The whole point with the blog is to write yourself out of writing problems. Miraculously, the solution pops up while writing the blog. When I planned to write this particular post, I had decided to simply write my conclusion here, and then take what I could and copy-paste it into my document. My subconsciousness quickly stoppd that by having me write in English, though.

And now I remembered that I also have to work some more on my teaching guides. I think I forgot to tell you this, but I decided to include two versions of the four teaching guides. Versions A are the old ones (that I made when I was so young and innocent five months ago), and versions B are the new ones (that I have to finish today).

Perhaps I'll write the conclusion tomorrow...

En indholdsfortegnelse - uden konklusion og perspectivascious

2007-07-18T17:00:00.000+02:00

Jeg beklager den grimme typografi - den kunne ikke helt klar copy-pastingen fra word...

1. Indledning 2

2. Sagprosa: nuværende praksis 9
Gymnasiebekendtgørelsen 9
Lærernes brug af sagprosa 12
Hvor stammer sagprosas lavstatus fra? 17

3. Retorisk analyse 21
Quintilian 23
Edward P. J. Corbett: analyse og genesis 28
Christian Kock: imitatiolæsning og retorisk analyse 30
Opsamling 33

4. Retorisk læsning 35
Den retoriske situation 36
Den retoriske pentagon 37
Retorisk analyse 40
Funktion: 40
Tekstens kvaliteter: 40
Retoriske virkemidler: 40
Opgaver: 42

5. Fordelene ved retorisk læsning 45
Større ordforråd og mere varieret sprogbrug 45
Integreret grammatikundervisning 47
Sproglig bevidsthed 50
Synergi mellem fire aktiviteter: læse, skrive, tale, lytte 52
Argumentative evner 54
Dannende funktion 55

6. Fire konkrete undervisningsforslag 58
Undervisningsvejledninger 58
Sagprosateksterne 60
Opgaver 67
Grammatik 67
Oversættelse 68
Kombination og konstruktion 69
Skriftlige opgaver 71
Ændringsforslag fra kolleger 73
Eksplicitering af retoriske termer 73
En ubemærket del af undervisningen eller selvstændigt studieforløb? 77
Vejledningerne samlet set 79

145.000 tegn

2007-07-18T16:50:00.001+02:00

Det ser meget godt ud, gør det ikke? Bare følelsen af at være over 100.000 tegn.

Og som vi før har lært i Frk. Flindts søndagsskole, er der 2000 tegn pr. side. Dvs. sige 72,5 siders speciale - ej, lad os sige 74 sider, for jeg har faktisk ikke klippet den foreløbige konklusion ind i det dokument, der hedder Samlet1.

I forgårs begyndte jeg at samle kapitlerne i ét dokument og printe ud, så min mor kunne begynde at læse korrektur. Hun har den grønne pen, og på lørdag kan min kæreste så overtage udprintet og begynde med en rød print. Jeg har planlagt det så snedigt, at han kan læse mit speciale i løbet af weekenden, mens jeg selv læser Harry Potter and the Deathly Hallows. Men shh, han ved det ikke endnu.

Nu lyder det, som om jeg er lige ved at være færdig med Sagprosa - hvad skal vi med det? (tror jeg det kommer til at hedde - men forslag modtages med kyshånd!) Jeg er altså ikke helt så færdig - nu kommer det sure arbejde med at ordne bilag (der bliver vel en 40 sider, fordi jeg har 2x4 undervisningsvejledninger), tjekke alle noter igennem (i uhyggeligt mange står der bilag xx - og de skal jo have et nummer på et tidspunkt) og endelig skal jeg liige have lavet den pentagon grafisk, hvor jeg tilføjer intention i midten. Men OK, det skulle kunne klares i løbet af tre uger.

Husk titelforslag!

Skriveferie!

2007-07-15T16:24:00.001+02:00

Det er over en uge siden, jeg har skrevet. Jeg har nemlig befundet mig langt oppe i Jammerbugten uden tv, komfur, centralvarme og da slet ikke noget så moderne som internet. Heldigvis. For det har virkelig været godt for min skrivelyst at holde fem dages pause i Barkær.

I fredags tog jeg så lidt mere sydpå for at holde en uges skriveferie hos mine forældre. De bor meget idyllisk uden for Hadsund:

Dejligt, ikke sandt? Jeg sidder på den terasse, man kan se på billedet, og har altså udsigt til grønne træer, der suser, marken, der snart skal høstes og en flok svaler, der leger i vinden. Tal om poetisk inspiration!

Nu skal jeg godt nok ikke skrive poesi, men gennemskrive 72 siders speciale. Men det kan også godt kræve divine inspiration, kan jeg love dig, kære læser! Men indtil videre går det derudaf. Jeg har gennemlæst og -skrevet kapitel 1 og 2. I dag har jeg så læst kapitel 3, der er den teoretiske gennemgang af Quintilian, Corbett og Kock. For det første var det kedelig genlæsning, for det andet kunne jeg ikke heeelt huske, hvorfor jeg synes det var så genialt at have Corbett med, og for det tredje havde jeg baserede kapitlet på termen prælectio, som jeg siden er gået bort fra at bruge, fordi jeg har fundet ud af, at samtlige teoretikere, der bruger den, faktisk bruger termen forkert. Med andre ord var det sej læsning - men bestemt ikke nyttesløs. Så nu skal jeg til at skrive alle de røde ændringer i dokumentet.

Forresten, det med de løse ender må vi tage hen ad vejen. Eller rettere sagt: Nu tager jeg dem fra en ende af. Det er nemlig meget interessant at læse specialet som et samlet dokument. I kapitel 3 siger jeg, at jeg i kapitel 7 vil vende tilbage til Hillocks' Environmental Learning. Men gør hun det?

God søndag!

Loose ends

2007-07-06T15:08:00.000+02:00

I had just started a document called loose ends when I realised this is something I should write about on the blog. Perhaps - hopefully - in my dreams - you will provide me with the needed advice to put the missing pieces in the right places.

Warning! This post may contain words, phrases and thoughts that are unfit for non-rhetoricians.

1. Genre discussion. My whole thesis presupposes my support for explicit genre teaching. Thus, I do what every other good rhetorician does and disagree with Freedman who runs a lost cause in Show and tell?, but who nevertheless gets cited in just about every paper handed in at the Rhetoric Department. So, my question is: I really don't care about this discussion, and I know that my professor and I share the same view: Rhetorical teaching is genre teaching since both is about the function of a text and what to do with it. This makes the discussion superfluous, in my honest opinion. But am I just being a rhetorical prat here?

2. OK, the genre thing kinda made me forget the other loose ends... I'll have to get back to you.

Yet another chapter

2007-07-05T13:17:00.000+02:00

I have just finished the draft of yet another chapter. Chapter 5 is about the advantages of rhetorical reading, 11 pages long and full of references to different theories about rhetoric, EFL, grammar and fun stuff like that. (Yes, I know - but some of us actually do think grammar is fun!)

Now I'm all perky and energized, hence the English post. (I have to be in a special mood to do this in English - otherwise, it feels pretentious and phony.)

With another 11 pages, I must be at about 70 pages by now. And that means that I'll land somewhere at 75 pages with the two remaining chapters.

That means the swamp-o-metre is low today, despite the rain: 10

A 10 because no matter how perky I am right now, I still have this lead-ish feeling in my head. Something huge is holding me down, making sure I don't think of something else than my thesis for too long at a time...

Nyt fra hjemmekontoret

2007-07-03T16:58:00.001+02:00

I søndags begyndte hjemmekontors-æraen. Min kæreste satte elegant en hylde op over skrivebordet, hvor jeg kan have mine specialebøger stående, så jeg hverken skal bruge mine to bord-kvm til bøger eller løbe ind i stuen, hver gang jeg skal tjekke en note.

"Min kæreste satte en hylde op" - kan det blive mere en kliché? Jeg havde forsvoret, at jeg skulle blive én af de kvinder, der lod mændene om det. Men når man nu selv synes det er kedeligt, og han faktisk synes det er sjovt - what can you do, my friend?

Nå, men vi er her jo ikke for at tale kønsroller, men speciale. Og nu har jeg taget hul på sjette kapitel ud af otte. Jeg sidder og skriver på kapitel 5, der handler om de fordele, der er ved retorisk læsning: Bedre grammatiske evner, sproglig bevidsthed, dannelse, bedre argumentative evner og ikke mindst bedre skriftlige evner.

De sidste to kapitler er konklusion og perspektivering (eller perspectivascious, som det hedder - øh, hed - på NIF), og dem burde jeg kunne skrive i en ruf. Jeg er allerede begyndt på min perspectivascious. Der sker nemlig noget sjovt og frustrerende, når man har været i gang med specialet i fem måneders tid. Man opdager nye veje, nye vinkler og nye perspektiver. PÅ den ene side har man lyst til at skrive om dem alle sammen, men på den anden side orker man bare ikke at ændre retning, sætte sig ind i nyt og bearbejde mere stof. Løsning: et perspektiverende kapitel. Voilà!

En æra er slut

2007-06-29T11:47:00.000+02:00

I dag slutter en æra. Specialekontor-æraen.

Jeg er lige kommet tilbage fra 9F, hvor jeg ryddede min plads og afleverede mine nøgler. To af de andre var der også, og vi var enige om, at det var lidt trist. Lidt samme følelse som sidste skoledag. Man glæder sig til ferien, men det er også mærkeligt tomt at sige farvel til sine klassekammerater. Og dem, jeg har siddet med på 9F, er mine bedste venner gennem de sidste seks år, så det blir mærkeligt at undvære dem den næste måned.

Sagde jeg den næste måned? Fra nu af og altid. Vi skal ikke have undervisning sammen mere, vi skal ikke læse til eksamen sammen mere, og én er på vej til Jylland, så vi kan ikke engang spise middag sammen en gang om måneden mere... OK, enough of the corny stuff!

Med slutningen af mit 9F-ophold er slutspurten skudt igang. Jeg har seks uger tilbage at skrive speciale i. Så skal der ligger 80 sider om sagprosa i engelskundervisningen.

Jeg får lidt sug i maven ved tanken om det! Ikke fordi jeg er nervøs for, hvorvidt det lykkes mig, men fordi jeg ved, at det bliver seks hårde uger. Det er fuldstændig som et eksamensforløb: Man bliver klog(ere), men man er i en tilstand af lettere sindssyge mens det står på. Det tror jeg allerede, mine omgivelser kan skrive under på.

Jeg troede fx at den sommerfest, jeg skal til i aften med gymnasielærerne, var i går. Det var først i forgårs at jeg genlæste invitationen og så, at der rent faktisk stod fredag den 29. og ikke torsdag den 28., som jeg havde været helt overbevist om.

I går skulle jeg i biografen og troede et kort øjeblik, at min cykel var blevet stjålet. Indtil jeg kom i tanke om, at den stod på Nørrebro St., hvor jeg havde efterladt den 8 timer tidligere... I aften skal jeg så selv finde til Roskilde Havn, og jeg er en smule nervøs for, om jeg ender i Kalundborg, Nykøbing eller et andet sted, hvor der bestemt ikke er dækket op til gymnasiesommerfest...

Wish me luck!

speciale-stress

2007-06-26T17:20:00.001+02:00

I dag har speciale-stress manifesteret sig ved en hovedpine, der sidder lige bag panden. Måske kender du følelsen? Jeg kan være ret sikker på spændingshovedpine, når jeg ikke helt har overblik - og det har jeg ikke lige i den her uge.

Det går jo i og for sig ret godt med specialet. Men jeg har svært ved at se, hvor meget, jeg egentlig mangler. Og jeg skriver hver dag på fire forskellige afsnit, fordi en ændring i ét afsnit gør, at jeg skal ændre noget i et andet.

Så skal jeg ud og aflevere skrivedidaktik-opgaven i morgen, og den hænger som en sort sky over mig, indtil den ligger på eksamenssekretærens skrivebord. I tre eksemplarer og 20 siders bilag.

Mine kolleger på Stenløse er begyndt at planlægge næste skoleår. På torsdag skal jeg til møde hele dagen, hvor vi både skal planlægge AP-forløb, bestille bøger og tale om, hvad der skal ske i hvert enkelt klasse. Og det er nok her, jeg skal finde kernen i min hovedpine. For jeg er jo overhovedet ikke klar til at tænke på næste skoleår. Vent, vent! I skal lige lade det ligge et par måneder endnu, så skal jeg nok være med. Men indtil videre har jeg end ikke overvejet, hvad jeg gerne vil lave med mine tre hold... Så jeg må spille med åbne kort og håbe på sympati med mine kolleger. Og så ellers fake den over for eleverne og håbe på, at de ikke opdager min formidable evne til at improvisere...

Der er grænser for, hvad jeg kan magte ...

2007-06-25T15:01:00.001+02:00

... og det er helt i orden. Det fandt jeg ud af i fredags, da vi diskuterede specialernes status på kontoret. Kl. kvart i to gav opgav vi at skrive mere og åbnede den flaske Riesling, som en af de frafaldne engle så gavmildt havde efterladt i køleskabet. Jeg fik dårlig samvittighed og foreslog, at vi brugte tiden lidt fornuftigt til at give støtte og gode råd.

Jeg fortalte om mit diskussionskapitel, hvor jeg gør følgende fire ting: Jeg præsenterer for det første mine undervisningsvejledninger og fortæller, hvad formålet er med dem. For det andet præsenterer jeg de fire sagprosatekster og de kriterier, der har ligget bag udvælgelsen af dem. For det tredje diskuterer jeg rationalet bag de opgaver, jeg stiller eleverne, og til sidst diskuterer jeg de ændringsforslag, mine kolleger havde.

Især den tredje afsnit har voldt mig problemer: Hvilke opgaver har jeg stillet - og ikke mindst hvorfor? Jeg fortalte Christian om min frustration og sagde, at det dels var fordi jeg synes, afsnit af denne type er dræbende kedelige at skrive: Jeg har valgt øvelse x, fordi teori y siger, at den er god.

Jeg havde forestillet mig at bruge en hel masse fremmedsprogspædagogik, der kunne fortælle mig, hvilken typer aktiviteter, der er gode i læsesammenhæng. Men jeg kunne ikke rigtig finde noget, jeg var helt tilfreds med. De fleste teoretikere skriver om, hvordan man kan træne eleverne til at blive bedre til at læse for at forstå det leksikalske indhold, men det er jo ikke dét, jeg er efter. Jeg har jo for f..... ikke siddet og læst 1000 sider inden jeg har lavet en undervisningsplan - det er 50% gefühl, 30% erfaring og 20% af noget, som jeg ikke aner, hvad er!

Men mine 9F-co-skribenter sagde, at jeg jo givetvis ikke kan finde nogen, der anbefaler opgaver, der vil være passende til den retoriske læsning, fordi dén i sig selv er nyskabende. Og det er jo en pointe i sig selv! Jeg kan derfor - hvis ikke læne mig tilbage, så i hvert fald slappe mere af - og sige, at jeg kan redegøre for, hvilket kriterium, opgaverne og aktiviteterne skal leve op til: De skal kombinere nærgående sproglig opmærksomhed med retorisk funktionalitet.

Med andre ord skal eleverne i alle opgaver tænke over sprog på det lokale plan (hvilken ordklasse har vi her? Hvilket stillleje er det? Hvordan hænger argumentet sammen?) og på det globale plan (hvilken genre er teksten? Hvad er dens funktion? Hvor godt klarer skribenten det ift. funktionen?).

De tre øvelser, jeg skitserede forleden (med den irriterende font) bliver altså tre eksempler på opgaver, som jeg mener, lever op til mit kriterium.

Blogspot fumler...

2007-06-21T12:37:00.000+02:00

... så jeg kan desværre ikke rette op på fint-fejlen i sidste post. Jeg har forsøgt forgæves i en times tid nu, men uanset hvad jeg gør, kommer ændringerne ikke frem på skærmen....

Retoriske opgaver

2007-06-21T08:50:00.000+02:00

Nu er det igen blevet tid til en post, hvor jeg fortæller mere konkret om, hvad mit speciale indeholder. De sidste par uger har det mest handlet om, hvorvidt jeg får lavet noget, at det er varmt udenfor og at specialet efterhånden har fået sit eget liv.

I dag skal det så handle om retoriske opgaver. Mit speciale går jo som sagt ud på, at jeg opfordrer til, at man læser sagprosa retorisk i gymnasiets engelskundervisning. På den måde kan man udnytte sagprosaen bedre, end man gør det i dag.

En stor del af mit speciale går derfor ud på, at jeg definerer og forklarer, hvad jeg præcist mener med retorisk læsning. Der er forskellige retorikere, der gennem tiden har udlagt retorisk læsning og retorisk analyse på forskellige måder, så jeg tager fat i tre af dem (Quintilian, Corbett og Kock - se afsnit her) og tager det, jeg kan bruge, for at komme med mit eget bud på retorisk læsning.

Nannas Retoriske Læsning er tredelt:

Den retoriske situation. Her må læreren hjælpe til, for det er de færreste elever, der kan give en fyldestgørende beskrivelse af situationen op til og omkring Martin Luther King Jr.s tale (for nu at en tale fra den retoriske eksempel-kanon, som jeg kalder den. De retoriske læsere vil vide præcis, hvad jeg taler om - ik'?)
Den retoriske analyse. Her dykker man så ned i teksten og analyserer den ud fra de tre niveauer, som jeg har omtalt før: retoriske virkemidler, kvaliteter og funktion.
Retoriske opgaver. Sidst har jeg lavet en række opgaver, som eleverne skal løse. Det er opgaver, der forudsætter en retorisk analyse, men som altså ikke samme umiddelbare formål som analysen: en vurdering af teksten. I stedet har de retoriske opgaver mere langsigtede mål. Det kan være bedre skriftlighed, sproglig bevidsthed eller grammatisk korrekthed.

Måske er det lidt plat at kalde det retoriske opgaver, for der er ikke noget unikt retorisk over dem. Jovist, flere af dem er progymnasmata-øvelser. Men de fleste af øvelserne er velkendte gymnasieøvelser. Jeg har bare sat dem ind i en anden ramme og med et andet forarbejde, der forhåbentlig gør, at de giver mere mening for eleverne. Men ja, jeg tror faktisk jeg vil droppe epiteten "retoriske" og slet og ret kalde dem opgaver. Det er ligesom folk, der - når de skal præsentere aftenens menu for gæster - siger hjemmelavet om alt det, de har lavet selv. Hvad med bare at sige brød, is og kartoffelsalat og så lade de kvalitetsbevidste selv smage sig frem til det hjemmelavede?

Nå, det var et sidespring. Jeg kom fra de ret... fra opgaverne. Indtil videre har jeg tre opgavertyper, og der kommer forhåbentlig flere på i løbet af de næste to uger (jeg venter bare lige på nogle fjernlånsbøger...).

Den første type opgave er grammatiske opgaver. Det har været min kæphest fra begyndelsen, at jeg gerne vil merge (arh, what do they call it in Danish?) grammatikundervisningen og tekstlæsning. I dag kan grammatik virke meget arbitrært for eleverne, og de lærer absolut intet af at sidde og lave aktivsætninger om til passiv. Tværtimod, mener Hanne Geist (min heltinde på dette punkt), så får mange elever den (forkerte) opfattelse, at det jo er ligemeget hvorvidt sætningen er i passiv eller aktiv, når man sådan bare kan lave det om. I stedet, siger Geist, skal grammatikundervisning i langt højere grad være perceptiv, end den er det i dag. Derfor sætter jeg eleverne til at finde adjektiver, kategorisere dem og skrive nye sætninger med dem. Jeg sætter dem til at sætte X og O - det er der utroligt mange, der ikke kan, hjælpeverber og den slags drilleord.

Den anden type opgave er oversættelsen. Det har I garanteret alle sammen prøvet i gymnasiet, og det har elever gjort siden antikken. Quintilian påpeger, hvordan oversættelsen er en af tre måder, vi kan tilegne os en tekst på; det får os simpelthen til at tage teksten til os, når vi har prøvet den af på vores eget sprog. Desuden skærper det bevidstheden om sprogets muligheder og begrænsninger - både vores modersmåls og fremmedsprogets.

Den sidste type opgave, jeg vil gennemgå i dag, er sætningskombination og -konstruktion. Det er to opgavetyper, der vandt frem i 60'erne, og begge skulle være mere end udmærket til at modne elevernes syntaks. Say what?! Jo, tænk på et 10-årigt barn, der skriver: korte ord, korte sætninger, ingen ledsætninger, korte afsnit. Så tænk på en journalist på WA: flere lange ord, længere sætninger, komplekse sætninger og længere afsnit - men stadig godt formidlet. Elever skal altså lære at tænke mere nuanceret end "Kort = godt, langt = dårligt)

Sætningskombination går ud på, at læreren giver eleverne to eller flere sætninger, som eleverne så skal kombinere. Fx

Daniel Radcliffe plays Harry Potter. Harry Potter is a wizard. He will be 17 years old in Harry Potter and The Deathly Hallows.

Det kan blive til: Daniel Radcliffe plays the wizard Harry Potter who will be 17 years old i Harry Potter and the Deathly Hallows.

Prøv selv - og skriv i kommentarfeltet. Der er flere muligheder end man tror.

Sætningskonstruktion går ud på at fylde informationer på en modelsætning. Fx

Nanna is writing her Master's thesis.

Det kan blive til:
Nanna, who is a young secondary school teacher, is writing her marvellous Master's thesis which is due on August 15.

Prøv selv.

Kapitaliser dit speciale...

2007-06-14T17:57:00.000+02:00

... lød en overskrift i Minerva, Magisterforeningens studenterblad. Jeg fik det ind ad dørsprækken i fredags, og samme dag fik jeg en mail fra en redaktør om, at hun da måske var interesseret i at udgive en elevbog om retorisk læsning af sagprosa.

Jeg ved endnu ikke om det bliver til noget. Hun var til redaktionsmøde i onsdags, hvor hun havde min synops og en indholdsfortegnelse med. Uanset hvad er det rigtig spændende.

Og så går jeg muligvis også en fremtid i møde som foredragsholder (eller hvad vi nu skal kalde det.). Der er flere inden for både gymnasie- og universitetsverdenen, der kan se potentialet i min speciale, så forhåbentlig kan jeg til foråret '08 gå i gang med Nannas roadshow: "How Rhetoric Saved My Life"

Det er altså derfor, jeg ikke får skrevet så meget på bloggen - jeg har svært ved at få armene ned i tastaturhøjde!

What do you do...

2007-06-14T09:55:00.000+02:00

...when you are to hand in a 30 page paper, and you have 40 pages?

(The rhetorician asked)

Walking poster

2007-06-13T09:14:00.000+02:00

As of today, I'm a walking poster for my own blog. (Does that make me a poster girl?)

During one of my countless breaks, I bought this hoody on the web. It's mostly for fun, but it's actually warm and cosy, too.

The picture lies (and not because it adds 10 pounds - this is what I look like!) - my Mac flips the pictures, so this is a mirror image. In reality, the writing is mirrored on the front and normal on the back.

Thus, on my Mac, my back is mirrored: (Nice rhyme, huh?)

So when you see a yellow girl
go and tell her it's your world
She'll be done before she knows
happy that she has a nose
for things revolving 'round a school
This could end up kinda cool.

Specialet holder ferie - jeg gør ikke

2007-06-12T13:01:00.000+02:00

Det kommer nok til at være lidt sløvt med indlæg i denne uge. Jeg sidder og færdiggør den opgave i skrivedidaktik, som jeg skrev om forleden dag.

Så specialet holder ferie i det dejlige vejr, mens jeg sidder i nogle-og-tredive-grader og skriver. Til gengæld holder jeg så rette-årsprøver-ferie i næste weekend - hvor vejrudsigten siger regn og tyve grader. Hvem sagde, at gud var død? Han var bare en syg form for humor!

Søndag indendøre

2007-06-10T10:35:00.000+02:00

Jeg snupper mig en søndag indendøre for at færdiggøre et kapitel, så jeg kan sende det til Christian i morgen. Jeg skal til vejledning på fredag, og hele næste uge ligger specialet i dvale, fordi jeg har en eksamensopgave, jeg skal have skrevet færdigt. Det er i skrivedidaktik, og den har ligget og ventet siden januar, hvor jeg skrev det meste af opgaven. Virkelig dumt at jeg ikke lavede det færdigt i vinter - og det var jeg også udmærket klar over på tidspunktet. Der kom bare lige et speciale, der var meget mere spændende. Sådan har jeg det i øvrigt stadigvæk, så jeg glæder mig ikke til næste uge.

Nå, Canada-folkene vil høre mere? Ja, jeg er ikke gravid kan jeg sige til dem, der var overbeviste om, at dét var den gode nyhed, jeg var bange for at jinxe...

Næ, det er noget om en udgivelse, som slet ikke er sikker endnu. Jeg tror heller ikke jeg må sige noget om det - da slet ikke sådan et offentligt sted som min blog. I teorien kan alle og enhver jo læse den. (I praksis er I vel en 15-20 læsere derude....) Men jeg kan sige, at det involverer en gammel arbejdsplads. Nudge, nudge.

Lykkens pamfilius

2007-06-07T19:30:00.000+02:00

I dag er en god dag. Men jeg tror ikke jeg kan eller tør fortælle om det endnu.

Kan fordi jeg nok skal være lidt taktisk.

Tør fordi jeg nødig vil jinxe det.

Men bare vent. I skal forhåbentlig snart høre nogle rigtig gode nyheder!

Det er så fedt at have flere vejledere!

2007-06-05T12:00:00.000+02:00

Det er så fedt at have flere vejledere! Jeg er nødt til at gentage overskriften, for det passer! (selvom det ikke rimer)

Jeg har Christian. Han er den officielle vejleder.

Jeg har erfa (dem fra specialekontoret+1). De er mine proces-vejledere. De sørger for, at jeg ikke går død, at jeg har et socialt liv og at jeg får frokost. De sørger også for at vejlede de små problemer, der opstår undervejs. Det er luksus at kunne stoppe midt i en sætning og sige: Hov, I skal hjælpe mig, holder det her argument? Eller: Hvordan synes I det giver bedst mening at strukturere det her afsnit?

Jeg har mine kolleger fra Stenløse. De sørger for at holde mig ude af den retoriske boble, hvor vi synes at den eneste rigtige måde at tænke på er den retoriske. De sørger for at holde projektet realistisk: Eleverne skal have gentaget tingene 1000 gange før de fatter, hvad tekstens funktion er.

I skal vide, at jeg sætter pris på jer!

Specialeknuden er gået op

2007-06-05T08:53:00.000+02:00

Jeg har været lidt speciale-nede de sidste par dage. (no kidding! siger du måske - jer, der har dyrket omgang med mig, har måske lagt mærke til, at jeg har været lidt ugidelig.)

Men nu ser det - igen - ud til at vende. I går interviewede jeg den sidste kollega, og hun havde - igen - mange gode råd til litteratur. Hendes råd om Hanne Geists tekst om, hvordan man bør undervise i grammatik, kan glide ubemærket ind i mit afsnit om den retoriske læsnings fordele. Eller, ikke ubemærket, faktisk yderst bemærket. Nu har jeg nemlig autoriteter til at bakke alle mine påstande op. Og det fik specialeknuden i maven til at gå op!

Så mens jeg endnu skriver på det laaange diskussionsafsnit, former jeg det næste i hovedet. Og det er jo ikke det værste endda. Jeg vil godt fortælle jer om de fordele og hvem jeg har til at bakke mig om, men lige nu har jeg så meget vibe på, at det skal udnyttes.

Men lige en anden ting: Tre af mine retorik-venner står lige nu i den lange check-in-kø i Kastrup. De skal på argumentations-konference i Windsor, Canada og holde oplæg. En gang, da specialet endnu kun var et foster i mit hoved, skulle jeg have været med, men jeg blev en kylling og tog den sikre vej foran Mac'en. I dag fortryder jeg. Lidt. God tur, halvdelen af ERFA!

Person-parabel

2007-05-31T15:58:00.000+02:00

Antallet af det perfekte studerende på et specialekontor er en parabel med ligningen:

graden af koncentration= -x^2
hvor x er antallet af personer på specialekontoret

Så vist jeg husker er en parabel sådan et U - i dette tilfælde et omvendt U. Graden af koncentration er altså lav, når der er 0 studerende og når der er 4. Men når der er 2 eller 3 studerende, er koncentrationen høj.

I dag var X=O. Solen var til gengæld = bragende. Hmm, hvad gør en klog? (som en klog veninde ville sige)Man går hjem kl 13 og lægger sig med en bog i gården. Og så lægger man en plan om at arbejde indenfor 16-18. Det er så det, jeg er i færd med nu.

Nu opererer jeg altså med to målinger:
Graden af koncentration
Sumpbarometer

Nej, lad os sige tre målinger:
Graden af koncentration: O
Antallet af skrevne sider: 39
Sumpbarometeret: 39 (men jeg håber ikke det stiger i takt med de skrevne sider)

OK, nu er det efterhånden tydeligt for alle mine læsere, at jeg stadigvæk ikke kan koncentrere mig og helst bare vil fjolleskrive...

Uden overskrift

2007-05-30T11:06:00.000+02:00

I dag kan jeg ikke finde på en overskrift. Jeg ved ikke, om det mon er fordi jeg endnu ikke helt har fundet ud af, hvad denne post skal handle om. Men jeg trænger til at skrive. Og jeg trænger til en overspringshandling. (hey, what are blogs for?)

Perhaps I should write in English. That usually helps when I get the thesis-blues. I have had two days with the spleeny feeling that I don't know what I'm supposed to do today. Should I write? Should I read? If so, what should I read?

I have two chapters to write and several to finish. The ones I have written are:

Preface - nearly done.
Discussion of what the problem is, why there is one, and what my colleagues have to say about it. Far from done - but the scheleton is there.
Theories on rhetorical analysis. Quite done. I still have to find the Latin quotes on Quintilian (Christian thought this might be a good idea since I discuss the text rather thoroughly)
My own definition of rhetorical reading. It consists of the rhetorical situation, the rhetorical analysis and rhetorical tasks and drills for the students.

The ones I haven't yet started are:

The advantages of rhetorical reading. What skills does the rhetorical reading train?
A discussion of the four non-fiction teaching suggestions. Why have I chosen these texts? These exercises? What did the teachers say about teaching non-fiction this way?

OK, that actually helped me. I think I'm gonna start on no. 2. What still scares me is that I might lack some theory for both the two chapters. Why did I choose this and that exercise? Because that's how I teach, that's how the others teachers teach and that's how I was taught in secondary school. But that's just not a reason, is it?

So English teachers out there - where did you learn what exercises and drills to do?

Specialeidéer

2007-05-28T09:43:00.000+02:00

Jeg er nødt til at skrive endnu en post.

Min far gav mig en idé til et speciale, som han gerne ville have, at jeg gav videre til andre retorikstuderende:
En analyse af transkriptioner af specialevejledninger. Hvad skal der til for at den studerende kan bruge vejledningen til noget? Hvor svært er det at følge med i vejlederens tankerække? Er retoriske vejledere mere retoriske end vejledere fra historie?

Og lige før fik jeg endnu en idé: Hvad kendetegner de overskrifter, man finder på en blog? Er der bestemte genretræk, der gør sig gældende? (er der fx en relativ overvægt af parenteser og tankestreger - selv i overskriften?)

Vejledning - og godt nyt!

2007-05-28T09:29:00.000+02:00

Jeg har en god nyhed og.... flere gode nyheder. Jeg kan ikke gøre for det. Min mor undrer sig over, hvorfor jeg dog er så heldig for tiden. Hun mener, at det er min kærestes skyld - siden han kom ind i billedet, strømmer det ind med gode ting. Der må jeg dog rette hende, og sige, at han jo også var en af de gode ting - så det må være noget andet, der er årsagen.

Hvorom alting er, så er der sket en del på speciale/job-fronten i weekenden. Sidst jeg skrev var jeg ked af at have sagt farvel til mine elever. Siden har jeg sendt ansøgninger af sted til CPH West (i retorik) og til Skt. Annæ (engelsk). Men i fredags ringede min rektor (altså på Stenløse) og sagde, at han havde to lærere med for mange timer næste år. Det betyder, at to engelskhold står uden lærer. Den ene hold kender du, Nanna - det er din hf-klasse. Det andet hold er 1.y. Har du lyst?

Om jeg havde lyst? Jeg har hoppet rundt hele weekenden! dels af glæde, dels af panik over, at jeg nu afleverer specialet efter jeg er gået i gang med at undervise igen. Bye, bye, holiday! (Ej, det er vist et luksusproblem - forget I ever mentioned it! Men undskyld til alle dem, der havde forventet i sensommerbesøg af en afslappet Nanna.)

Nå, det var den gode nyhed (skulle du være i tvivl). I fredags var jeg også til vejledning. Jeg er lige blevet færdig med at transkribere halvanden times intensiv samtale med Christian Kock. 12 sider blev det til. De sider er et levende (ok, halvdødt) bevis på, at sætningsstrukturer bryder sammen i mundtlig dansk. Men der er guldkorn ind imellem, og jeg er meget tilfreds med de ting, jeg fik med derfra. Bl.a. et afsnit, som jeg af gud ved hvilke grunde ikke liiige selv havde overvejet: et diskuterende afsnit, hvor jeg argumenterer for, hvorfor mine undervisningsvejledninger ser ud, som de gør, hvorfor jeg har lavet de opgaver, jeg har gjort, og hvad de lærere, der har testet teksterne, siger til det hele. Jeg glæder mig meget til at skrive det afsnit. Det begynder jeg på i morgen - i dag skal jeg lave skriftlige årsprøver til hf-erne.

Der skal nok komme flere vejlednings-guldkorn i løbet af ugen. Men man får altså lidt vertigo, når man skal rumme en vejledning i en mundfuld. Og du gider nok heller ikke læse mere på sådan en højhellig 2. pinsedag.

Først på kontoret! - og farvel til eleverne

2007-05-23T09:33:00.000+02:00

Jeg er nødt til at begynde dagen med et blog-indlæg. Jeg var nemlig først på kontoret i dag. Jep! Den øverste lås var låst - jeg havde nær glemt, hvordan man kom ind, når man kommer som den første! Så nu sidder jeg på min plads og føler mig meget overskudsagtig.

I forgårs sendte jeg 24 sider afsted til Christian (min vejleder), og med min søsters og mors søde kommentarer er jeg nu helt tryg ved situationen. (Kameraet panorerer over en grøn græsplæne, hvor en mor og hendes to døtre sidder med en kande limonade ved en gammelt hvidt bord. Den ene datter rækker de to andre hver sin plade Merci-chokolade. I baggrunden hører vi stille violin-musik.)

Min kollega kalder det akademisk forfængelighed, at man ikke kan lide at vise andre sit work-in-progress. Han har så evigt ret. Jeg har intet imod at blotte mig over for mine speciale-co-skribenter - vi har set hinandens halvfærdige produkter i snart 6 år, så vi ved efterhånden godt, hvor morgengrimme vores tekster kan være. Men over for professoren - ja, der vil jeg altså gerne have, at mine tekster ikke møder op med bollehår og sorte rande under øjnene. Uanset hvor godt specialet så ser ud til den store fest.

Det var dagens første emne. Nu til dagens andet emne: mine elever. Nu har jeg sagt farvel og "hav et godt liv" til min klasse på Stenløse. De kvitterede med en orkidé, rødvin og et sødt kort. Jeg kom op efter spisepausen og dér stod det på katederet. Pludselig blev jeg meget bevidst om, at jeg stod op og foran mig sad 27 mennesker og gloede på mig. Så da en af drengene kækt spurgte "Er du rørt nu, Nanna?", kunne jeg næsten ikke få et ord frem. Tak, 1.p! Jeg havde dem en hel dag - 8:10-15:30, så jeg havde bagt svenske kanelbullar til dem. Det var et hit. Især fordi en af eleverne også havde bagt. Så vi fik kanelbullar til morgenmadssnack og den mest klistrede (på den gode måde) chokoladekage til filmen. Jo, selvfølgelig skal man se film, når man skal have engelsk i fire moduler. Vi så Snatch. Forinden havde de læst noget af screenplay'et. Jeg måtte nok indse, at niveauet var lige en tand for højt for halvdelen af klassen. Den anden halvdel kunne godt se det sjove i 'zee Germans'.

Ak. En æra er forbi. (Skal vi mon have gang i de tyske reklametricks igen?) Nej, jeg ved godt, at jeg nok skal få endnu en klasse, som er verdens bedste. Men lige nu savner jeg faktisk allerede min arbejde. Det bliver en lang sommer. På specialekontoret.

Computer: begin re-writing process

2007-05-18T14:01:00.000+02:00

First of all, I'm happy that my pledge yesterday seems to work. OK, there's still only two comments (excluding my own), but it's a start, right?

Yesterday, I spent the rainy day working at home (actually, at my boyfriend's, but still...). I had printed the first 14 pages of my thesis, and the time had come to revise and re-write for the first time. And what a glorious feeling! (I'm happy as can be...) I felt like NOW, I have finally begun the real writing process - which is bollocks, I know. My writing process begun in late January.

And this isn't even the first piece of text that I've re-written. The four teaching proposals have been completed for a month now. Somehow, I feel like they don't count. Perhaps because they weren't hard to write at all?

Yesterday's piece of writing was hard to write. It was the section on other rhetoricians' view on rhetorical reading, rhetorical analysis, imitatio - call it what you will. And now the most scary bit is creeping closer:

I have to send it to my professor. It's strange:

He's there to help me.
I'm lucky to get his help, as it will - without doubt - improve my thesis.
He knows that the text is not finished yet and doesn't expect a perfect piece of writing.

So why do I feel embarrassed - perhaps even scared - to send him something more concrete than four pages of speed writing? Has anyone of you experienced the same thing? Why? And what did you do?

Kom nu, læsere!

2007-05-17T11:17:00.000+02:00

Jeg ved I er derude - for jeg får i hvert fald at vide, når der er slåfejl på siden.

Så kom nu læsere, skriv nogle kommentarer!

1. interview med lærerkollega

2007-05-16T16:52:00.000+02:00

I dag har jeg talt med den første af mine kolleger, der har testet en af mine tekster. Faktisk to, for hun har undervist i de to blog-tekster. Nu har jeg transskriberet 8 siders tætskrevet samtale. Det er ret intensivt arbejde, og jeg er lidt balret i hovedet.

Men jeg er også helt kæk, for hun sagde alle de rigtige ting, og der er flere gode citater til specialet. Hør bare her:

"Da jeg havde skrevet pentagonen op på tavlen, spurgte en af eleverne, hvad jeg havde gang i. Jeg ved ikke, om det siger så meget om den her metode. Jeg tror mere det siger noget om, at det her i 1.g, og det er nyt, en ny metode for dem, og de er endnu ikke så trænede i at analysere tekster efter en bestemt model."
- Næ, det er de ikke - men det bliver de forhåbentlig!

"nu underviser jeg jo også selv i dansk – og der synes jeg, det er indlysende at de to fag [dansk og engelsk] arbejder sammen og bruger det her." Tak!

"Der har vi nok været vant til at tage tekster fra the Observer og Newsweek, som jo altså er sprogligt og indholdsmæssigt noget sværere. . Det har de (eleverne)altså lidt vanskeligt ved. Så man kan måske godt sige, at det... Og så vil jeg sige, at alligevel College Humor er ikke særlig let, selvom den på overfladen virker let, da vi gennemgik de her spørgsmål, så havde de svært ved – og jeg havde svært ved, eller jeg ved ikke om jeg vil sige, at jeg har svært ved, jeg tror nok jeg har en idé om det, men jeg var da nødt til at læse det flere gange, fordi hvad er hun? Er hun bare dum? Eller er hun lidt mere spidsfindig? Jeg måtte jo så også pege på den sidste sætning, ik, er det ikke her, hun afslører, at det er selvironi, og hun faktisk selv erkender, at selvfølgelig er hun ligeså fordomsfuld eller hvad ved jeg, ik?"
Ja, hvis man nærlæser teksten og ser på sproget, bliver det lettere at forstå indholdet. Derfor kan den retoriske læsning hjælpe eleverne til at forstå de svære tekster i the Observer og Newsweek. Og en tekst er ikke nødvendigvis let fordi det er let at sige, hvad den handler om.

"Altså, Fidler On The Roof, det passer til temaet om - ja, to temaer, det ene er fast food og fedme, og der passer den selvfølgelig ind, og så har vi kørt single life med Bridget Jones’ Diary, hvor et af hendes problemer er vægttab, ikke? Genremæssigt passer den jo også ind, for hun skriver jo dagbog, og det her er jo også en dagbog. Collegehumor, ja hvad skulle det være? Tja, jeg har haft noget med the American dream, men ja... Men der kunne det jo være bigotry...Det kunne være et tema om ja... Værdier, dobbeltmoral, ja, jeg ved ikke...Altså det kan det sikkert, hvis man kører et om amerikansk, amerikansk ungdom. "
Det her viser, hvor forskelligt vi tænker i temaer. Jeg tænker meget tema som et genretræk, der går igen. Det kan både være form (oral texts, hvor vi kun har læst tekster, der skal fremføres oralt - musiktekster, taler, skuespil) eller indhold (the two Americas, hvor det gennemgående tema er social uretfærdighed). Men her er fællestrækket ved alle de temaforløb, hun nævner, netop temaet - eller plottet, som jeg også kalder det. Og der vil min analysemetode åbne for nogle temaopdelinger, der går på tværs af det nuværende.

Og lidt om, hvordan sagprosa bliver brugt i dag:
"Jamen, der har vi meget gjort det, at vi netop fordi det altid har været en genre, de synes er svær, det har været uoverskueligt, har vi bedt dem om at dele teksten ind i afsnit og give hvert afsnit et overskrift, som afspejlede indholdet. Og så skrive stikord til det. Og så har vi set meget på, hvad er det for synspunkter, der kommer frem? Er der nogle argumenter? Og så har vi prøvet at sammenholde det med emnet...Altså emnet har vi selvfølgelig talt om, det er jo det første, vi kigger på. Og hvad er det så for synspunkter, der kommer frem i teksten og argumenter, og det der med...Det har meget kørt med holdninger og det er selvfølgelig altid læst ind i et større emne." Så mon ikke, der er nogle lærere og elever, der bliver glade for den retoriske læsning?

Og så mit favorit-citat - det handler om, hvad den største forskel er mellem den måde, de arbejder med sagprosa på i dag, og så den retoriske læsning:
"Men jeg synes også at der kommer et andet perspektiv ind i det fordi vi har jo altid sagt, at ”Ja, men hvad gør vi til eksamen? Er der nok kød på? Fordi når vi har konstateret, hvad det er for holdninger, så har vi ligesom været færdige. Hvor her kommer du jo ned i nogle sproglige detaljer, ik. Og det passer godt til det nye krav om sproglig opmærksomhed, og tonen i teksten. Og stilniveauet. Og så man også kan se på, om budskabet kommer ud. Så egentlig synes jeg at vi kommer dybere ned, det bliver mere interessant at arbejde med det. "

Jubii, der ER brug for mit speciale!

To write a thesis = to learn about yourself

2007-05-14T12:52:00.000+02:00

Today I set myself the task to re-write the chapter on different theories about rhetorical reading and imitatio. I had already written quite a few pages on Quintilian, Corbett and Kock, and now was the time to paste it all together and see what kind of structure I could make of it.

Not an impossible task - and especially a task appropriate on a Monday following a week packed with social events (we're talking two weddings and a meet-the-parents-dinner).

Alas! I have spent the morning thinking about why I couldn't re-write the chapter. And THAT wasn't impossible at all:

1. I hate re-writing. Simple as that. Why? Because when you write something for the first time, you can let your thoughts wander off to the paper, think it over, over and over, turn it up-side down and let your writing follow the pace of your head. It's a dance between fingers and thoughts, and it's exciting whether it's an Argentinian Tango or a Quickstep. But when you re-write, so look at something you've already thought. It's yesterday's news, pal. You've moved beyond that point, to new shores loaded with new ideas.

It's got to do with my goals. Right now, my goal is to learn via my writing this thesis. But eventually, my goal have to become handing in the thesis - and my readers won't care if I didn't learn something every day of the writing process. They will want a readable and academic piece of writing.

But what do you do when your nature is that of a teacher? Do something exciting, but not necessarily perfect today - and then something new again tomorrow.

2. I have become addicted to a little help from my friends. Throughout our education, rhetoricians spend a lot of time giving feed back. On texts, on speeches, on presentations, on voices. So to me, feed back is as natural a step in the writing process as it is to turn on my Mac. But who wants to read, re-read and re-re-read an 80 pages thesis?

08:10-15:02

2007-05-07T15:02:00.000+02:00

Så er sidetallet oppe på 8 - så kan jeg vist godt holde fri resten af dagen!

Vi skrives ved i morgen. Jeg har planlagt en hård formiddag og en eftermiddag i den engelsk poesiklub, jeg er med i (meeeget nørdet...).

Pyha - barometret er faldet igen

2007-05-07T14:01:00.000+02:00

Jeg har haft en yderst produktiv formiddag og skrevet 5 sider på specialet. Jeg er i gang med kapitlet, der handler om min definition af retorisk læsning. Mens jeg skrev, kom udformningen af afsnittet faktisk af sig selv. (Som retoriker ved jeg, at vi erkender gennem sprog og derfor også ved at skrive, men det er dejligt, når det manifesterer sig så tydeligt.)

Kapitlet lige inden (ja, jeg kan ikke nummere dem endnu)handler om andre teoretikeres definition af retorisk læsning. Jeg er såmænd ret enige med dem, med undtagelsen af ét punkt. Langt de fleste teoretikere mener, at man skal lære elever at analysere en tekst retorisk, fordi de på den måde bliver bedre til selv at skrive. (OK, de nævner måske også nogle andre fordele, men der er ingen tvivl om, at skrivning er det primære formål. Hør selv her, hvordan Murphy udlægger Quintilians opfattelse: "The objective, of course, is to enable the student eventually to compose his own texts.") Derfor begynder jeg kapitlet med at forklare denne uenighed med den etablerede teori. Jeg er faktisk lidt i tvivl om det hellere skal afslutte kapitlet før, men det kan godt rokeres rundt uden at der går helt ged i den.

Bagefter gennemgår jeg princippet for min beskrivelse af retorisk læsning. Det er vigtigt for mig, at beskrivelsen dels lever op til den teoretiske standard, man kan forvente sig af et speciale. Det skal altså ikke være på et common sense-niveau. Dels vil jeg gerne lave en beskrivelse, der er operationaliserbar for en gymnasielærer, der vil springe ud i at følge min anbefaling.

Så følger den egentlige beskrivelse af den retoriske læsning. Den er delt op i to faser: en retoriske analyse og retoriske opgaver. Det giver god mening i undervisningssammenhæng at inddele processen i dels en (fælles) læsning af teksten og efterfølgende øvelser. Andre lærere laver tekst- og opgavesæt, der er opdelt i pre-reading, reading og post-reading . Opgaverne kan være skriftlige såvel som mundtlige, ligesom de kan løses alene såvel som i grupper. Der følger dog også opgaver med på analyse-planet, ligesom en del af de efterfølgende opgaver kan løses i plenum. Skellet mellem den retoriske analyse og de retoriske opgaver vil derfor ikke være så skarpt i praksis (og mine undervisningsvejledninger) som det vil være teoretisk.

Ah, dejligt - 5 sider og et nogenlunde overblik.

Dagens sumptal: 5

Nå, så du bemærkede, at jeg er i betydeligt bedre humør end i fredags, kære læser? Du har helt ret! Humøret skyldes to ting:

Efter et par måneder, hvor jeg har...hvad skal vi sige, haft en noget uregelmæssig døgnrytme, er jeg nu ved at være nogenlunde tilbage i gear. Det mærkede jeg i morges, da begge låse i hoveddøren var låst. Det betyder, at man er den første, der møder på kontoret om morgenen. (det forekom hyppigt i februar, men mærkeligt nok stort set ikke i marts og slet ikke i april!)

Den anden ting er Danmarks nye parti, ny alliance (skal det mon være med stort A?). Jeg har som humanistisk borgerlig længe gået og følt mig partiløs og sagt til gud og hvermand, at hvis bare man kunne tage de(t) bedste fra Radikale og de(t) bedste fra Konservative... Det kunne godt gå hen og ske nu. Måske skulle jeg den fra forgangne tider politiske virkelyst frem igen? (Lagde du mærke til nominalhypotagmen? Ret politikeragtigt, ik?)

Dagens sumpmelding:

2007-05-04T15:41:00.000+02:00

Sumpbarometret er gået amok i dag - jeg tror faktisk vi er oppe omkring de 80.

Solen skinner.

Det er helligdag.

Jeg har været vågen siden 05:55 (jeg vågner med fuglene om foråret).

Hvad gør man?

Den gordiske teoriknude

2007-05-04T10:45:00.000+02:00

Først vil jeg undskylde, at jeg ikke har formået at holde mit løfte om en blog-post hveranden dag. Jeg har vist i virkeligheden skrevet noget hveranden speciale-arbejdsdag, og det siger jo så en del om, hvor lidt jeg har befundet mig på 9F den sidste måneds tid. Men det har jeg vist vadet nok rundt i - der er mange andre ting, jeg kan bruge min energi på.

Fx. kan jeg passende bruge noget energi på at få skrevet mit teoretiske afsnit. Det gik jeg i gang med i går, og det er ingen tilfældighed, at jeg i dag begynder dagen med at skrive på bloggen. For det er svært at få teorien ned på papiret - øh, skærmen.

Jeg skal dels redegøre for forskellige teoretikeres opfattelse af retorisk læsning. (eller retorisk analyse, imitatiolæsning og hvad de ellers kalder det) Her bruger jeg bl.a. Quintilians beskrivelse af undervisning i tekstlæsning. Han beskriver meget udførligt hvordan det skal foregå (man beder en elev om at læse tekstens op, for de har godt af at træne udtalen), og hvad man så skal gøre eleverne opmærksom på i teksten (argumentationen, struktur, definitioner, sjove/mærkelige/flotte formuleringer, skribentens kontrol af følelser og hans evne til at vække tilhørernes osv. osv. osv.)

Corbett bruger Quintilians teori og implementerer den her 2000 år efter. Det fungerer rigtig godt, og Corbetts imitatiolæsning bliver en central tekst. Den skal jeg læse i eftermiddag, og jeg glæder mig faktisk til at genlæse den.

Christian Kock (som jo er min vejleder) har skrevet mit speciale i miniformat. For et par år siden skrev han en artikel på 3-4 sider til ANGLOfiles - fagbladet for engelsklærere i gymnasiet - hvor han taler om retorisk analyse af sagprosatekster. Hvor kunne det være dejligt, hvis mit teoriafsnit bare kunne lyde: Jeg er enig med Kock - jeg vil bare lige skubbe fokus lidt her hen. (Han lægger mere vægt på bedre skriftlighed som primær fordel ved den retoriske analyse, end jeg gør. Men man kan næsten ikke andet end at være enig med manden; han har som sædvanligt skåret ind til benet af det væsentlige.)

Men man kan jo ikke bare erklære sig enig i de kloge folk. Teorien skal fremlægges, diskuteres og til sidst kan jeg så fremlægge Nannas retoriske læsning. Da-da-dadaaaa! (trommevirvel, tak!) Og det er her den gordiske teoriknude gør knuder, så at sige. For jeg er den store praktiker. Teoriredegørelse er noget af det mest kedsommelige, man kan sætte mig til. Jeg vil hellere pudse sko. Lige så spændende jeg så synes det er at dykke ned i teorien, diskutere den vinkle den, lige så hårdt synes jeg det er at sidde alene og skulle koge den ned. Jeg er et talende menneske - det vil ikke komme som den store overraskelse for de fleste af jer. Og jeg er et menneske, der efter 5 år på universitetet stadig synes det er lidt fjollet at redegøre for en teori, som jeg har under huden, som min vejleder har under huden og som censor nok også har under huden. Man skulle virkelig ikke tro, at jeg underviser i akademisk opgaveskrivning!

Og hvis du har så let ved den teori, Nanna, så er det vel ingen sag at skrive det ned?

With a Little Help From my Colleagues

2007-04-30T16:07:00.000+02:00

As you might remember, I wrote a post some month ago called With a Little Help from my Friends. This weekend, I have had help from my colleagues at Stenløse Gymnasium. And this post is dedicated to their help - without it, I wouldn't have grounds to my claim that something is rotten in the state of non-fiction prose.

As I was lying in bed, feeling very sorry for myself, my colleagues were discussing how and why they use non-fiction. Oh, don't worry, they didn't spend their weekend being teacher-ish only on my account; they were meeting anyway, and I got to be the first topic on the agenda! (I think they figured this was the only way to stop my spamming them... Sorry, guys - but it worked, didn't it?!)

Thank you, English teachers at Stenløse!

This brings me to another, yet closely related topic. I have five classes left with my students. 5! I'm sad to leave them, the school and my colleagues. But glad that I'm sad. I mean, it's a pretty good indication that I have chosen the right profession, isn't it?

Men journalisten ved jo ikke, at han bliver analyseret?

2007-04-25T12:59:00.000+02:00

Når man ligger i sengen og kigger op i loftet fem timer i stræk, får man virkelig tid til at overveje små detaljer i specialet, som måske bare har ligget og marineret i belgisk øl. Takket være pencillinen har jeg det bedre - godt nok til at skrive, stadig ikke godt nok til at tale. Jeg kom til at tale lidt for meget i telefon i går, og det var... ikke godt!

(Hvis du vil springe direkte til dagens egentlige emne, kan du skippe nedenstående afsnit!)
Hvad værre er, jeg skulle have været på arbejde i dag. Jeg havde glædet mig (sådan er vi faktisk nogle, der har det med vores arbejde). Eleverne havde glædet sig (bilder jeg mig ind). Jeg har ingen fredagslektioner tilbage med mit hold pga. studiedage og helligdage (hvilket i elevernes øjne nærmest kan være det samme). Så tilbage står nu 2 (!) onsdagsmoduler og en studiedag med 4 moduler. Det er 6 (seks!) moduler i alt. Ingenting, siger jeg Dem, ingenting! Hvordan i alverden skal vi nå de noveller, jeg har forberedt (How Mr. Pebble Gets Rid of his Wife, The Girls in their Summer Dresses og andre guldkorn)?!? Hvordan skal jeg forberede mig på at tage afsked med holdet? Så, så, Nanna, det er jo ikke Wuthering Heights, det her - prøv lige at dæmpe pathos-parasollen. Men da jeg ikke rigtig kan tale, kan jeg heller ikke undervise. Desuden vil jeg nok kollapse inden jeg når Stenløse - i går testede jeg med en tur i Netto. På vej derned skal jeg over to lyskryds. I ingen af de to forgængerfelter nåede jeg over, før den grønne mand blev rød. Vi lader den lige stå et øjeblik: !

Det, jeg har funderet over her til formiddag, er en reaktion, jeg har fået fra flere (ikke-humanister), når jeg har fortalt om mit speciale:

"Men dem, der har skrevet wikipedia-artiklen, har måske ikke overvejet de ting, du analyserer på? Han har jo ikke forestillet sig at skulle blive analyseret af dig?"

Jeg bliver lige overrasket hver gang spørgsmålet falder, selvom en af Pavlovs hunde forlængst ville have lært at savle, så snart den hørte men dem... Jeg bliver overrasket, fordi det at analysere andres ting (uden deres tilsavn eller viden) er den naturligste ting i verden for en humanist.

Selvom journalisten, der har skrevet om mordene på Virginia Tech, ikke har skrevet artiklerne med henblik på at blive analyseret, kan vi stadig godt tale om, hvordan artiklen virker på os (bliver vi væmmede, rædselsslagne, ligeglade eller provokerede) - og lige præcis hvilke ting i artiklen, der gør disse ting ved os (beskriver han morderen som en glad dreng, som en psykopat, beskriver han ham slet ikke?).

Det er heller ikke sikkert, at Pia Kjærsgaard er ude på at genere hele Danmarks creative class (det er i hvert fald ret sikkert, at det ikke er hende primære hensigt), men derfor er det stadig interessant at se på, hvorfor vi bliver så provokerede af hende. Og når vi så har fundet ud af det, kan vi begynde at diskutere, om det er i orden, at hun siger ting, der provokerer os i dén grad - eller om fejlen ligger andetsteds.

Det er i grunden sjovt, at folk stiller sig på hælene, når de hører om en humanist, der skal analysere et eller andet. For vi er altså langt fra de eneste der analyserer nogen/noget uden skaberens tilsagn. En arkitektstuderende ser på en bygning for at vurdere, hvordan og hvor godt den er lavet. En DTU'er ser på produktionsprocesser, vindmøller og it-systemer for at vurdere, hvordan de er lavet - og med hvilket held. Jeg kunne komme med adskillige andre eksempler, men jeg tror pointen er feset ind.

Hvori ligger forskellen så? Og hvorfor er der så mange mennesker, der har denne averision mod den humanistiske analyse?

Lad mig svare på det sidste først. Uhyggeligt mange danskere har haft en dansklærer, som enten ikke har været særligt god til at forklare, hvorfor man analyserer litteratur, eller som virkelig har haft et helt galt mål med det: Nemlig at finde ud af, hvad forfatteren tænkte, da han/hun skrev teksten.

"Den her metafor som Skyggen er, hvorfor tror I H.C. Andersen bruger den?" spørger den rare lærer.

"Det er fordi han er bøsse!" svarer de kvikke elever.

Det er fuldstændig ligemeget, om HCA tænkte på sin aftensmad eller sine homoseksuelle lyster, da han skrev Skyggen. MEN! Når vi nu ved (eller tror vi stadig kun?) at han var homoseksuel, og han skriver en novelle som Skyggen, har den den effekt, at vi kommer til at tænke på, at forfatteren er homoseksuel. Det kan godt være, at det ikke lige var den effekt, HCA gik efter, men det er under alle omstændigheder den effekt, vi får. Og den kan vi så diskutere: Hvad gør det ved teksten - dvs vores oplevelse af den - at vi i 2007 kommer til at læse homoseksualitet ind i en masse metaforer? Hvilken slags metaforer er det, der får os til at tænke i de baner? Hvorfor? Det siger ikke bare noget om den måde, HCA skriver på, men i høj(ere) grad noget om, hvordan vi som læsere tænker.

Nå, det var det ene spørgsmål. Nu til det andet: Hvori ligger forskellen mellem den måde, humanister analyserer og den måde, andre videnskabstraditioner analyserer?

Uh, det er vist et farligt spørgsmål at begynde at svare på. Og jeg vil undgå at svare på det, men samtidig svare - på en måde. Humanister er ikke altid særlig gode til at promovere deres fag (jeg omtaler dem bevidst i 3. person, fordi jeg mener, at vi retorikere faktisk er ret gode til det!), og for mange mennesker er en humanist en, der analyserer for analysens skyld. Modsat analyserer en ingeniør for at forbedre en eller anden gadget.

Altså, humanister analyserer dels for at forstå verden og mennesket bedre, dels for at forbedre ting, som mennesker gør. TV-avisen kan blive bedre, Arkens image kan blive bedre, vores kommatering kan blive bedre (jeg befinder mig selv i skærsilden mellem det traditionelle og nye komma - hjælp!).

Og sandelig om ikke også ingeniører analyserer bare for at forstå verden og mennesket bedre: Hvordan ændrede menneskets reaktionstid sig, da man gik fra et styresystem til et andet? Hvorfor? Og hvorfor er det interessant? Er en lavere reaktionstid altid bedre?

Hmm, jeg aner ikke om det her giver mening, eller jeg om jeg taler i febervildelse. Så er der ikke et par ikke-humanister derude, der kan sige, om de er enige, uenige eller komplet forvirrede?

Ååååhhhh....

2007-04-24T13:21:00.000+02:00

...hvor den dårlige samvittighed dog nager.

Sidst jeg skrev, holdt jeg påskeferie med RIGTIG god samvittighed. Bagefter holdt jeg endnu en dejlig påskeferie med lige så god samvittighed; jeg skulle møde min nye kærestes familie, og det er jo vigtigere end specialet. Da jeg så kom hjem efter 3 hyggelige dage i Nordjylland, var der 4 dage til min afgang til Belgien - hvor søster, svoger og ikke mindst min niece ventede mit besøg.

De 4 dage blev brugt på undervisning og ditto forberedelse. Det havde jeg det egentlig fint med - mine elever er blevet en liiille smule forsømt på det sidste. Jeg har (bort-)forklaret det med speciale-stress, ferie, sygdom, men sandheden er vist en del mere...menneskelig.

Så et par herlige dage i Belgien - familien skal jo også passes, så jeg havde egentlig ikke dårlig samvittighed... Før jeg kom hjem den 17. april, og det gik op for mig, at jeg ikke havde rørt specialet siden slutningen af marts! Så gik Nanna i panik!

Så kunne jeg gå rundt om mig selv i panisk tistand i tre dage, før jeg lagde mig syg. Surprise! Er det mon sket før i verdenshistorien? Det tror jeg vist nok! Men nu ligger jeg her så - med halsbetændelse. Pencillinen er begyndt at virke, og det er den eneste grund til at jeg overhovedet kan skrive. Jeg vil hverken kede eller frastøde jer med detaljer, men nøjes med at sige, at jeg ikke har spist i tre dage. Og med min mors ord: "Hvis Nanna ikke spiser, skal hun indlægges."

Måske burde jeg indlægges til at læse - til det, jeg engang kendte som mit speciale?

ps. Ved eventuelle stavøfejl vil jeg henvise til det faktum, er jeg er på medicin.

Jeg nåede min deadline...

2007-04-01T18:38:00.000+02:00

...og nu kan jeg se frem til 10 dages påskeferie uden et snert af dårlig samvittighed. Lige nu sidder jeg på en terasse i Jylland og nyder den sidste sol mens min mor er i gang med at lave drinks-

Bloggen får lov til at ligge stille den næste uge (Der er jo alligevel ingen, der læser den. Hvis du gør, vil du så ikke skrive kommentarer - de luner altså), men du kan jo passende bruge ventetiden på at læse, hvad jeg har skrevet til mine kolleger om retorisk læsning. Jeg har skrevet en vejledning til dem, og den kan jeg jo passende lægge herud. Den skulle give en ret klar idé om, hvad mit mål er med specialet (læs: hvad kernen i min retoriske propaganda (det er vist et oxymoron) er).

God læselyst! Spørgsmål modtages med kyshånd. HUSK: Der findes ingen dumme spørgsmål - kun dårlige lærere.

Retorisk læsning
Den retoriske analyses formål er at bedømme en teksts kvalitet. Hvor godt udfører teksten (og skribenten) sin opgave? Det handler altså ikke bare om at tale flot, men at løse den opgave, man som skribent står over for, på den bedst mulige måde.

Det nødvendiggør en analyse af den retoriske situation:
• Hvem er taleren (og hvordan er hans ry)?
• Hvem er publikum? Forventer de noget bestemt?
• Hvilke faktorer har haft indflydelse på situationen? Er der sket noget umiddelbart før teksten, som gør at skribenten må gøre det på denne måde?

Analysen af den retoriske situation giver eleverne et bedre chance for at forstå, hvorfor skribent x skriver, som han gør. Jyllandsposten skriver fx ret anderledes om Muhammed i dag end de gjorde for halvandet år siden! Når man så har tekstens ydre faktorer på plads, kan man gå i gang med at analysere selve teksten.

Den retoriske læsning koncentrerer sig om tre elementer:
• tekstens funktion (function)
• dens kvaliteter (qualities)
• dens retoriske virkemidler (features)

Funktion:
Øverst i hiearkiet er tekstens funktion. Overordnet taler retorikken om tre funktioner: belære, bevæge eller behage . Langt de fleste tekster gør alle tre ting, men ikke lige meget. Der er derfor ikke tale om at finde ud af hvilken af de tre funktioner, tekster har, men hvordan de tre funktioner er fordelt. Hvad er det vigtigste for teksten? Man kan så udspecificere og bruge ord som provoke, initiate a discussion, self-promotion, create curiousness. Tal om hvilken funktion teksten bør have, og hvilken funktion, den rent faktisk har. Hvis man ikke bliver klogere af at læse en leksikonartikel, er det fordi den ikke opfylder sin funktion. Og så er det interessant at så, hvorfor den ikke gør det. Hvad skulle skribenten have gjort anderledes?

Tekstens kvaliteter:
I midten af hierarkiet er tekstens kvaliteter. Igen er det interessant at se på, hvad den gode tekst bør indeholde af kvaliteter for at opfylde en bestemt funktion, og se på, om den konkrete tekst så indeholde de kvaliteter. Vi kan igen tage leksikonartiklen som eksempel: den bør være klar og præcis, men nogle er desværre mudrede og svært forståelige.

Retoriske virkemidler:
Nederst i hierarkiet – og dermed mest tekstnært – er tekstens retoriske virkemidler. Det handler ikke kun om stilfigurer, men også om argumentationen; tekstens struktur; typografi; definition af nøglebegreber; sprogtonen; det billede, vi får af skribenten (ethos); det billede, skribenten gerne vil have, at vi får (persona). Fx kan typografi være et virkemiddel, der hjælper til at gøre leksikonartikler mere overskuelige.

Prøv at bruge disse tre begreber i undervisningen, så eleverne bliver trænede i at referere til, hvilken kategori deres kommentar og analyse hører under. En af fordelene ved at tale om, hvor god en tekst er, er at eleverne bliver opmærksomme på ting, som de selv bør gøre – eller holde sig fra. Især fordi det er sagprosa, er det lettere at overføre de gode ting ved fx leksikonartiklen til elevernes egne stile. Derfor er godt at hele tiden tale både på det lokale plan og det globale: ”Hvad er det, skribenten gør her med den metafor? Hvad er effekten/funktionen af/med at gøre sådan? Hvornår er det godt/skidt at gøre sådan?”

Den retoriske pentagon
En god hjælper i det retoriske analysearbejde er den retoriske pentagon, som nogle af jer kender. Jeg bruger den ofte, fordi den er grafisk, konkret og overskuelig. På den måde kan det være lettere at bevæge sig mellem de tre hierarkiske planer med eleverne.

[Her er der så en grafisk fremstilling af den retoriske pentagon. Så snart jeg finder ud af, hvordan jeg får den ind på bloggen, skal I nok få den at se...]

Det er tilfældigt, hvordan jeg har placeret de fem elementer [skribent, modtager, emne, sprog, situation]– som man kan se, er de indbyrdes afhængige. Jeg bruger pentagonen ved fx at sige:

”OK, hvem er skribenten? George Bush. Hvad gør det ved hans muligheder i emnet? Han kan tale om meget større og vigtigere ting end en gymnasielærer kan. Hvorfor? Fordi hans publikum er meget større. Men hvilke muligheder giver det han med sproget? Han skal tale et mere officielt sprog og må aldrig nogensinde fortælle en vittighed, der kan misforstås som racistisk.”

Man kan også bede eleverne om at skrive stikord ud for hvert element, hvor de udelukkende er deskriptive. Bagefter kan man så tage snakken om, hvordan og hvorfor de hænger sammen som de gør.

Den retoriske læsning har en række fordele - dem skal jeg nok behandle senere. (Og de er vist også nævnt i forbifarten tidligere på bloggen.)

Nu er min drink klar - god påske!

Første heat er (næsten) færdigt

2007-03-29T14:23:00.000+02:00

I dag er en god dag!

Jeg har fået færdiggjort det, jeg havde planlagt for denne uge - faktisk for denne måned (som jo også snart er slut, så det er ikke så vildt, som det lyder...).

Men når man tænker på, at det er den første store blok i specialet, jeg har færdiggjort, lyder det pludselig lidt mere vildt. Men der er jo også gået 1/3 af din specialetid, vil den skarpe læser måske bemærke, så det er da på tide med noget færdigt på skrift? Ja, ja, jo, jo - men jeg er faktisk også nået (i hvert fald) en tredjedel.

Nu ligger der en bunke sagprosatekster ved siden af mig på det grønne bord (og det er ikke engang metaforisk; jeg sidder faktisk ved et grønt skrivebord her på specialekontoret). I min dokumentbjælke på Mac'en ligger der 9 dokumenter, der er klar til at blive printet:

1 vejledning til retorisk læsning og analyse
4 tekstanalyser og undervisningsforslag
4 ordlister til sagprosateksterne

I morgen skal jeg så ud på gymnasiet og samlet det hele i en mappe, så det er lige til at kopiere for de lærere, der skal teste mine tekster (det holder aldrig op med at blive sjovt at sige!). Jeg har endda lavet forsider til de forskellige afsnit i mappen. For dem af jer, der kender mig, lyder det måske usandsynligt, jeg ved det godt. Men jeg har hørt, at specialet skulle være en læreproces, så måske lærer jeg at være lidt mere perfektionistisk? Det kunne være super nice, som en af mine elever lige har skrevet i en mail.

Så nu vil jeg gå ud i solen - med god samvittighed - og fortsætte på den Tom Wolfe-roman, jeg er begyndt på.

Sumpbarometer: nul - ellers er jeg vist et skarn!

I'm B.O.R.E.D.

2007-03-27T10:51:00.000+02:00

The swamp-o-metre is rising like it's on Viagra. When I got here this morning, I was relaxed, yet ready to go (in the let's-go!-start-writing-sense). But then I realised that I'm the only one here today. One writer is in Cuba, one is at the library, one is at work in the parliament (yes, some of us do become spin doctors...), one is participating in a scientific experiment (don't worry, there is nothing Frankensteinish about it) and the last one is preparing her counselor meeting at university. And that leaves me and the shabby chairs and tables here at 9F. And it's actually kinda scary.

[A huge gap of nothing, as there is no-one to interrupt me]

As much as I get annoyed by my co-writers' talking, chatting and laughing their way through our day, it's worse when there's just quiet. I've been trying to finish my manual to Wolfe's The Voices of Village Square, but for the first time in I-can't-even-remember-how-long, I have writer's block. Omigod, rhetoricians shouldn't even be able to have writer's block. We know what to do to avoid them, so it's really, really bad when it actually happens.

I don't even know how to end this post, as there is just one big void in my head.

Swamp-o-metre: 66

With a Little Help From my Friends

2007-03-23T09:34:00.000+01:00

Titlen er ikke - som man kunne tro - inspireret af Beatles. Eller jo, det er den jo, men det er min søsters skyld, at det er dagens overskrift. Hun havde nemlig samme overskrift for to dage siden. På en meget anderledes blog, men intertekstualitet (på to planer) er jo altid sjovt. [Og her er jeg blevet opfordret på det kraftigste af min niece til at tilføje, at det altså var hende, der fandt på titlen på blogposten With a Little Help From my Friends. Så det er altså min nieces, og ikke min søsters skyld. Se kommentaren til denne post...]

Men jeg fik faktisk hjælp fra mine venner i går. Vi har jo som sagt aftalt at holde oplæg om vores speciale hver tredje uge. I går kl. 14:30 stod jeg noteret med titlen "Gymnasielæreren til hverdag og fest". (Den havde jeg ikke selv fundet på...) Titlen fortæller noget om formen på oplæggene: Nok er vi seriøse og meget ambitiøse på hinandens vegne, men vi er også bedste venner og derfor er der ingen grund til at være mere retlinet end nødvendigt. Vi er jo trods alt ikke fra CBS.

Som altid når man har fået vejledning (be it from your professor or your friends...), er man lidt rundt på gulvet. Man skal lige synke alle råd, diskussioner og nye retninger. Men i går havde jeg slet ikke tid til at synke noget som helst; jeg stod for en specialecafé på KUA og have halvanden time til at cykle hjem, købe ind, bage cookies, spise og komme afsted igen. Så i morges vågnede jeg til en lejlighed, der lignede Berlin '45.

Og nu har jeg så et kvarter til at tygge drøv inden jeg skal ud til mine gymnasieelever. Vi skal hygge i dag, fordi det er sidste gang inden påsken - ja, de har terminsprøver i næste uge. Nå, til sagen, Nanna, du taler udenom!

Vi diskuterede især hvad formålet med mine lærervejledninger og med at lærerne skal teste mine tekster. Hvis jeg bruger lærerne tilfredshed med teksterne og de opgaver, jeg har lavet til, som succeskriterium for den retoriske læsemetode, er der alt for mange fejlkilder. Hvad nu hvis lærerne ikke forstår, hvor jeg vil hen, og derfor reelt ikke underviser på en retorisk måde og dermed ikke læser teksterne retorisk? Så kommer det pludselig til at handle om, hvordan man kan uddanne lærere til at undervise på en bestemt måde, og det er jo slet ikke mit ærinde. Men det har nu heller ikke været tanken, at tekst-testene skulle være specialets klimaks.

Jeg har mere forestillet mig, at det skal fungere som et perspektiverende afsnit. Nu har jeg foreslået denne læsemetode - hvis vi skal prøve den i praksis, hvad kan vi så støde ind i af fordomme og vanskeligheder hos og for lærerne, der skal praktisere den retoriske læsning?

Så vi kom frem til, at jeg skal koncentrere mig om at lave så gode undervisningsvejledninger som overhovedet muligt; de er specialets klimaks. Derfor bliver de interviews, jeg skal lave med lærerne, der har testet teksterne, først og fremmest brugt til at gøre mine vejledninger endnu bedre.

Det, mit speciale altså kommer til at handle om, er:

1: En teoretisk udlægning af begrebet retorisk læsning, som jeg definerer det.
2. En operationalisering af begrebet gennem konkrete undervisningsvejledninger.

Mine undervisningsvejledninger skal altså afspejle min teori på harmonisk vis. Alt hvad jeg anbefaler teoretisk, skal man finde i vejledningerne, og alt, hvad jeg har skrevet i vejledningen, skal jeg omtale i mit teoretiske afsnit.

Det var vist også min tanke hele vejen igennem. Men det føles godt at få sat ord på.

Hai-ai-ai-ai-ai-ai-...ai-ai-ai-reeeeeeeeeeeee!

2007-03-22T11:48:00.000+01:00

Wow, that Tom Wolfe really knows his way with words!

I'm sitting at my desk, quite dizzy after reading The Voices of Village Square. The essay starts with the onomatopoeia above and goes on like this:

O dear, sweet Harry, with your French gangster-movie bangs, your Ski Shop turtleneck sweater and your Army-Navy Store blue denim shirt over it, with your Bloomsbury corduroy pants you saw in the Manchester Guardian airmail edition and sent away for and your sly intellectual pigeon-toed libido roaming in Greenwich Village - that siren call really for you?
"Hai-ai-ai-ai-ai-ai-ai-ai-ai-ai-ai-ai-ai-ai-ai-ai-reeeeeeeeeeee!"

(So that's what the sound was! I wasn't sure if it was an animal, an ambulance or a human being...) And the story isn't even about Harry.

And know I have to write about this on my blog, or I'll have a chapter in my thesis with too much language-exploring going on. You can't hand in a thesis with cocky Cause after you have read Wolfe, you just wanna play with words. The sky is the limit. No, even the sky is no limit!

OK, OK, perhaps I'm being too enthusiastic here. Or, at least, I'm giving myself away as a New Journalism-virgin who sits back in awe, thinking "So THAT's what all the fuss is about it!"

The Voices... is one of the non-fiction texts I have chosen for my thesis. That means I'm reading the text, doing a rhetorical analysis of it and writing a manual on how to teach the text. Then, hopefully, some of my colleagues will test the text and whether rhetorical analysis is any good in their opinion. (Not surprisingly, I'm hoping for a YES!)

I genuinely think this text can shake the ground under my pupils; they expect non-fiction to be dull, fact-loaded and probably about obesity in America or other we-are-fed-up-with-this-topic topics. With Wolfe, they too can see that language can obscure things in two ways: The bad way (which is usually caused by a writer's lack of writing skills) and the cool way (which is caused by the writer's notorious urge to Do something with words, to rock your world). And as I have written in the teacher's manual, the text demands a great deal of its reader, but it gives you loads back again.

The feeling I get from reading Tom Wolfe is somewhat the core of my project: I want the students to think "wow, he could really do it!" or "Ooops, he really didn't succeed in convincing us about the importance of reducing the global warming, did he?!" instead of thinking "Oh, so there is global warming? Big surprise...But sure, yeah, it's bad."

My dear professor at the English department at Copenhagen University, Charles Lock, told me how one of his students had reacted to Charles' way of reading texts (which, in all humility, is quite close to mine): "Before, I hated reading poetry, but loved rap. You've turned it all into rap."

I want to be that kind of teacher, too. Will you help me, Hai-ai-ai-ai-ai-ai-ai-reeeeeeeeee?